Kære Nicolai
Ja, det var sjovt på vandet i dag. Og jeg ved at en stor del af medarbejderne i Dansk Sejlunion denne weekend er på vandet rundt om i Danmark eller gør det muligt for andre - fx ved Torm GP i Sønderjylland. Så hvem er det egentlig du tænker på, når du skriver bureaukrater og papirnussere? Jeg kan ikke genkende billedet. Tværtimod. Vi er alle fast besluttet på at få flere på vandet.
Vh Mads
Hej Mads
Du må give mig min kreative frihed, hvor jeg også tager læseren med på en oplevelsesrejse.
Du bliver rost, der trækkes linjer tilbage til fortiden. DS får opbakning til at gøre meget mere af det samme. Se det ligesom jeg river redaktøren rundt i manegen med hans cigar. Min rolle er både at informere og underholde.
Nicolai
Hvad har Mads Kolte-Olsen og Nicolai Lassen gang i?
Jamen, hvor er det glædeligt at se DS generalsekretær Mads Kolte-Olsen i sit spritnye sejlertøj - parat til at udfordre CB66 klassen i den Nordiske League i Tuborg Havn. Det er flot, ikke kun at Mads Kolte Olsen tager i mod indbydelsen, men også accepterer, at der er initiativer på vandet som ikke nødvendigvis er styret af sejlklubberne.
Ved stævnet i tuborg var der ingen sejlklub involveret, det var alene CB66 Racer Klassförbund med initiativtager Markus Danielsson i spidsen, der stod for det praktiske og sportslige. Traditionelt ville Dansk Sejlunion have vendt det hvide ud af øjene over den slags "piratinitiativer". Men den nye ledelse i Brøndby udviser en fornuftig paramatisme og imødekommenhed over den slags initaitiver.
På inspirationsudflugt
For Mads Kolte-Olsen var weekenden også en inspirationsudflugt til den danske sportsbådsliga, som gerne skulle søsættes i 2014. Modellen er den samme, og en dansk sejlsportsbådsliga vil have bedst fremdrift, hvis den ligger i privat regi med Dansk Sejlunion på sidelinjen.
Det var den danske CB66 klasses formand, Rasmus Knude, der havde formidlet invitationen til Mads Kolte-Olsen. Nok for at vise, at CB66 er et fuldt konkurrencedygtigt alternativ til J/70. Måske lidt konspiratorisk tænkt, men hvad fanden - det var jo weekend, og solen skinnede i Tuborg.
Sportsligt, så gør øvelse mester, og generalsekretæren skal nok ud og træne kraftigt, før han bliver en seriøs trussel i sportsbådsfeltet. Uden at røbe for meget, så skulle Mads Kolte Olsen vende resultatlisten på hovedet for at se sig selv som vinder i Tuborg Havn.
Men initiativet skal roses, og det ville være befriende dejligt, hvis bureaukraterne og papirnusserne i Brøndby fremadrettet jævnligt stillede med et "firmahold" til de forskellige større events. Jamen engang i en fjern fortid har flere i toppen af Dansk Sejlunion da haft en aktiv sejlkarriere, inden de valgte organisationsarbejdet.
To wildcards blev uddelt
Faktisk stillede ti besætninger til start og ikke kun otte, som jeg skrev om i fredags. Der blev uddelt to wildcards til de bedste danske CB66 besætninger, så Simon Mørup-Petersen og Mikkel West-Nørager kunne sejle med og prøve kræfter med den nordiske leagues førende besætninger.
"Mænd der elsker kvinder" med potente Søren Pehrsson, Nils Bjerregaard og Nikolaj Bjørnholm var flyvende. Det ekstra element, der ligger i at bytte både hele tiden, stressede selv de dygtigste sejlere. Som nykåret IKC mester er Søren Pehrsson helt inde i rutinen. IKC sejles også i lånte både, hvor der skiftes hver eneste dag. Positivt betyder det, at besætningens kvaliteter byder alt - frem for grejet.
Småpenge? - og noget alder
Nogle kan have den opfattelse, at en sportsbåd kun er for unge og adrætte sejlere, men stævnet i Tuborg modbeviste denne påstand. Søren Pehrsson er en moden herre på snart 56 år. Mange af de udenlandske gaster er såment flere år ældre. Faktisk er der ikke nogen "unge" besætninger - forklaringen kan være prisen på 30.000 kr. Reelt set er det småpenge, når de tre mand om bord skal dele regningen. I løbet af sæsonen sejles i fem forskellige byer, og konceptet kan også kun lykkes, fordi hver besætning betaler til den fælles kasse. For pengene for du masser af sejlads og en stor fest.
Morgenmad og frokost lørdag på Club Royal i Tuborg var altså en noget højere kulinarisk oplevelse end den hjemmesmurte madpakke. Lørdag aften flyttede festen til "Reservatet / Tisville Bistro Syd", længere inde i kanalen på Tuborg Havn. Det er stedet hvor de rige, smukke og søgende samles for at se og blive set. Maden var suveræn, musikken lokkende, og lige stedet hvor de sejlende superstjerner sagtens kan søge smuk sex i et overflødighedshorn af skønhed og charme. Virkeligheden opstod først søndag morgen, men der skulle sejlerne alligevel på Øresund.
Sejladserne blev gennemført på små op/ned baner i Svanemølle Bugten, der bestod den store prøve til CB66 klassens prolog i maj måned. Selv om der er havblik ude på Øresund, så er altid luft mellem Tuborg Havn og Svanemøllehavnen. Tilmed nogle store vindspring, som i den grad udfordrede sejlerne.
Som at blive dreng igen
Turneringen gav rigtig meget inspiration til den kommende sportsbådsliga i Danmark - den leverede dramaet og de gode sejleroplevelser for de deltagerne. "Det er jo lige som at blive dreng igen", kommenterede en yderst tilfreds Mads Kolte Olsen, der så med egne øjne, hvordan en sportbådsliga kan være brændstoffet, der genstarter dansk sejlsport.