International Knarr Championship er mesterskabet, der bliver sejlet hvert år skiftevis i Norge, Danmark og USA (San Francisco) med deltagere fra alle tre lande. Der sejles i lånte Knarr både, som der trækkes lod om hver dag. Seks danske besætninger deltog. Danske Søren Pehrsson & co vandt stævnet, mens Lars Gottfredsen & co fik en flot tredjeplads.
Bådmagasinet havde sendt Lars Kiær til San Francisco for at sejle med, men det blev desværre ikke til en podieplads. Lars Kiær udtaler fra San Francisco til Bådmagasinets redaktion: "Vi sejlede som en pose jordnødder. Det har ikke været normalt Frisco vejr. Det var primært mellem luft, og vi havde det svært med starterne, hvor vi startede enten for tidligt eller ikke havde fart nok i båden. Men IKC er gennemført både på vandet og særligt til lands - det fås ikke bedre er min vurdering".
Deltagerne i dette års IKC har haft nok at se på i San Francisco Bugten, hvor også de store AC72 katamaraner dyster i America's Cup.
Næste år afholdes IKC i Bergen.
International Knarr Championship 2013
1. Søren Pehrsson - Danmark
2. Jon Perkins - USA
3. Lars Gottfredsen - Danmark
Den fulde resultatliste kan ses her.