Om du deltager i den traditionelle kapsejlads, eller cruisingfeltet uden målerbrev, two star med og uden målerbrev, eller i flerskrog - så tilbyder "De 3 broer" noget for enhver
Igen i år er Kaløvig Bådelaug vært for den hyggelige og traditionsrige kapsejlads "Kaløhus 3 broer". Sejladsen finder sted den 24. august 2013 med start kl. 10.30. Der ventes deltagelse af op mod et halvt hundrede både "Kaløhus 3 broer" er en kapsejlads, som henvender sig til alle sejlbåde, uanset om båden har målerbrev eller ej. Der konkurreres på to distancer – 23 sømil for de store både og 18 sømil for de mindre.
Sejladsens hovedpunkter er Kaløvig Bådelaug til Skødshoved bro, Knebel Bro og Nappedam Bro/ Bådelaug med målområde ud for udgangspunktet Kaløvig Bådelaug. For interesserede på land også kan få del i oplevelsen, er banerne lagt, så bådene runder et mærke ca 100 meter ud for molen på Kalø Vig. I skrivende stund arbejdes der på en havnefest samme dato, så der bliver forhåbentlig også noget at se på landsiden.
Der sejles i rimeligt beskyttet farvand, så både vind og bølger udgør normalt ikke de store problemer, og dagen slutter med en lækker festmiddag på restaurant Kaløhus hos værtsklubben.
Arrangørerne har lagt stor vægt på at gøre kapsejladsen så nem og attraktiv som mulig. Således ligger første start omkring kl 10.30, så både fra andre klubber kan nå at sejle til Kaløvig på selve dagen. Ligeledes gør de relativt korte distancer det også muligt at komme i mål i nogenlunde tid, (hvis vejrguderne tillader det, red.) hvis man ønsker at sejle hjem igen samme dag - eller lade op til festmiddagen i Kaløhus.
Kaløvig Bådelaug bestræber sig på en sammensætning at løbene, så der bliver noget for alle slags både. Der er planlagt rene kapsejladsfelter, cruisingfelter primært uden målerbrev og two star med og uden målerbrev. Desuden er der ved at danne sig en lille tradition for et felt af flerskrogssejlere, hvilket altid er spændende at se på. Kort sagt: Der er noget for alle. Og naturligvis er der fri havneleje for deltagende både.
Jo flere som melder sig til i god tid, jo flere melder sig også til hen af vejen.. Så tøv ikke med at tilmelde dig ! Sidste frist er 21/8.
Arrangørne har lagt sig i selen for at finde præmier, hvilket er lykkedes ganske flot. Se mere om præmien, tilmelding og info på www.3Broer.dk .