Med omvendt respit sikre vi at første båd over stregen vinder. Sejl twohanded rundt om den Tåsinge i det smukke farvand
31. August arrangerer Troense Bådelaug igen Tåsinge Rundt Doublehanded, hvor det naturligvis er et krav, at der kun må være to besætningsmedlemmer om bord på de deltagende både.
"Formålet med at kapsejle i denne form, er at få flere både ud og sejle kapsejlads, men også det at det bliver til en rigtig god oplevelse at sejle rundt i det smukke farvand som vi har her i det sydfynske. Vi oplever at rigtigt mange af besætningerne er hold som er sammensat af et par gode venner, mand-kone, far-søn eller far-datter som bruger en lørdag på sejladsen men ikke mindst får vi en unik lejlighed til at være sammen om et fælles projekt, og det har vi tilrettelagt hele sejladsen efter", udtaler næstformanden i Troense Bådelaug", Flemming Sørensen til Bådmagasinet
"Mange kender udfordringen – de har svært ved at finde tilstrækkeligt med gaster til en traditionel kapsejlads, men det problem er man ude over, når man sejler på denne måde" siger Flemming, og fortsætter "Desuden ligger vi bane på ca. 30 sømil, så man undgår at skulle krydse for meget i det smalle Mørkedyb ved Birkholm. Sejladsen vil under normale forhold kunne gennemføres på en enkelt dag, men i fjor var der ingen af de deltagende både som nåede i mål inden tidsfristen udløb kl. 19 da vejret simpelthen var for godt - altså højtryk uden vind"
Første båd vinder
For yderligere at skabe spænding i sejladsen, har man besluttet at sejle med såkaldt respitstart. Det vil sige, at bådene får starttidspunkt afhængig af deres mål. På den måde sikrer man sig, at den båd, der først kommer i mål, også har vundet kapsejladsen og at vi ikke først skal igennem alle beregningerne for at få resultatet.
Præmieuddelingen forgår under fællesspisningen om aftenen, i det gamle æblelager som klubben købte og byggede om til klubhus, som et fælles renoveringsprojekt for mange år siden.
Se mere på: www.troense-baadelaug.dk