BNI Sailing Team er hjemme i København efter 18 timers kørsel fra Torbole i Italien, hvor de har sejlet et Melges 24 stævne. Et stævne hvor også to andre danske både deltog.
Både fredag og lørdag bød på flere gode sejladser, når vinden endelig indfandt sig over middag. Vi afsluttede stævnet med én sejlads søndag morgen. Det er sådan, at vinden er frisk fra nord om morgenen, så dør den ved middagstid og kommer tilbage som termisk vind, når solen har været fremme nogen tid, og så er den fra syd. Sejladsen foregik i morgenvinden, alle de øvrige sejladser havde været i eftermiddagsvinden.
Læs også: Tre danske Melges 24 både på plads i Torbole
Vi vidste egentligt godt, vi skulle over under klipperne på bagbord baneside, men efter starten og nogle vendingerne havnede vi på midten af banen, med Riccardo bag os på styrbord side. Riccardo har udelukkende lavet topplaceringen under hele stævnet, så måske var det ikke så ringe at være sammen med og foran ham - havde han set noget som ingen andre havde set? NEJ, det havde han ikke. Riccardo endte på en 24. plads efter os som blev 21'er.
Det betød vi rykkede en plads ned og endte på en 16. plads overalt.
Melges 24 både ved havnen i Torbole
Thomas Sørensen og Pimperne havde til gengæld en fantastisk sejlads, de gik i bund ved klipperne og vandt følgelig sejladsen. Flot, flot sejlet og tillykke fra os alle på BNI Sailing team.
Thomas Sørensen & co bedste dansker
Riccardo Simoneschi/Audi Sailing Team Italy vandt stævnet foran Chris Raster/EFG Bank (begge er tidligere OL-sejlere med meget flotte sejler CV'er). Bedste dansker blev Thomas Sørensen/The Pimp på 12. pladsen lige foran Bo Boje/UpUp og som sagt undertegnet René Bruun/BNI Sailing Team på 16. plads.
Vi havde et par nye, ikke uerfarne, folk med på båden og er egentligt tilfredse med resultatet. Samlet set havde vi endnu en fantastisk sejlsportsoplevelse i Melges24, og det ser ud til, at vi beholder vores samlede placering som toer i Melges 24 International Series 2013 efter Riccardo.