VM i Contender sejles frem til den 20. juli på Comosøen i Norditalien, hvor elleve danske sejlere deltager. Comosøen er en typisk alpesø, der ligesom Gardasøen ligger orienteret nord-syd. Et andet lighedspunkt med Gardasøen er søbrisen fra sydvest, som den dominerende vindretning. På Comosøen kaldes den "Breva" og starter typisk ved middagstid og når op til 8-10 m/s i løbet af eftermiddagen.
Den anden hyppige men ikke dominerende vindretning, der oftest giver dårligt vejr, kaldes for "Tivano" og kommer fra nordøst ofte med vindstyrker over 10 m/s.
I de indledende sejladser tirsdag til torsdag sejles i puljer rød- grøn - gul - blå, der mødes skiftesvis to og to. Resultaterne efter torsdagens sejladser afgør hvem, der sejler i hhv. guld- og sølvfeltet fredag og lørdag.
16. juli - første sejldag
Den dominerende søbrise "Breva" med 8-10 m/s blæste i går fra sydvest. Der blev sejlet to indledende sejladser med op mod 90 startende joller i hver start.
Søren Andreasen lagde flot ud med to andenpladser og ligger nummer to samlet - kun overgået af britiske Simon Mussell, der sejlede sig til to førstepladser. Jesper Nielsen er også godt med, han ligger på en samlet tiendeplads.
Når der sejles i puljer med to starter pr. sejlads ligger pointene tæt, da der i hver runde er to førstepladser, to andenpladser etc. Derfor kan der hurtigt komme forskydninger i placeringerne de næste dage.
Contender VM 2013
1. Simon Mussell - Storbritannien
2. Søren Dulong Andreasen - Danmark
3. Mark Bulka - Australien
10. Jesper Nielsen - Danmark
35. Henning Wermuth - Danmark
41. Jacob Kristensen - Danmark
83. Per H Hansen - Danmark
117. Frank Hinsch - Danmark
118. Frank Stigborg - Danmark
120. Martin Nørgaard - Danmark
128. Michael Blohm - Danmark
143. Jon Møgelhøj - Danmark
158. Ole Lahn Stangenberg - Danmark
Se en samlet resultatliste her.