Kieler Woche set fra kanten af en H-båd

Tre danske H-båds besætninger var til Kieler Woche - de regerende verdensmestre fra Roskilde med Morten Nielsen som skipper og den tidligere verdensmester Steffen Stegger, og så en af de små boblere i H-båds klassen, Niels Søndergaard.

Sejren ville blive dansk

Til stævnet deltog derudover 14 tyske H både og det stod hurtigt klart, at sejren ville blive dansk. Morten Nielsen og Steffen Stegger var suveræne i den hårde luft, som prægede hele stævnet. Pointforskellen mellem de to H-både var sjældent mere end 1 point, så selv om der var monster hygge efter sejladserne, så kunne man mærke spændingen og koncentrationen stige på de to besætninger, jo nærmere vi kom en afslutning på stævnet.

Ingen af de to ovennævnte sejlere lavede en dårligere placering end en sjette plads, og her var det, at Niels Søndergaard slog til for fuld kraft og sejlede fra VM vinderne. Det var godt for selvtilliden og andres uheld er jo ikke at foragte. Niels Søndergaards bedste placering blev en tredje plads i en af sejladserne. Om bord hos Niels Søndergaard var også knægten Emil Hansen fra Skagen, som har været i lære hos tidligere verdensmester i H-båd, Herluf Jørgensen, og sidst var med hos Per Hovmark fra Thisted, hvor de vandt Speed Cup i Faaborg. Ingen tvivl om at det gav Niels Søndergaard et løft med en dygtig midtermand.

Morten Nielsen vandt Kieler Woche 2013, og Steffen Stegger blev nummer to. Pointforskellen mellem de to var et sølle point. Niels Søndergaard blev nummer syv.

Vinderne Kieler Woche 2013

Dansk guld og sølv i H-båd ved Kieler Woche

Kæmpe stævne

Kieler Woche er mega stort set fra en førstegangsdeltager øjne - et fantastisk stævne med et mega set up, som tyskerne er bedst til. Aldrig har jeg været med til et stævne i den størrelse. At se 170 420 joller sejle i det fjerne er stort, - at se et 29'er eller 49'er felt komme stormende som en bisværm er facinerende, - at se hele Kieler bugten fyldt med kapsejlende både er fantastisk, - at se en hel havn som festival med sejlsport, musik og fest samt forretninger med alt til sejlere er stort.

5000 sejlere fra hele verden kan ikke tage fejl. Så kære venner, sejlsporten lever, og hvis I vil se den, så kom til Kiel næste år. Der er ikke længere end fra København til Århus eller omvendt.

Resultat H-båd Kieler Woche 2013

1. Morten Nielsen, Per Kloster & Niels Henrik Bloch - Roskilde Sejlklub

2. Steffen Stegger, Carsten Pedersen & Lars Christiansen - Hadsund Sejlklub

7. Niels Søndergaard, Emil Hansen & Ricky Hansen - Nappedam Bådelaug