Fart over feltet ved MS open

Middelfart  Sejlklub har igen været vært for et A-Cat stævne, hvor også Hobie 16 og Hobie Tiger var inviteret. Bådmagasinet har modtaget følgende beretning fra stævnet:

Vi var elleve tilmeldte A-cats og ti mødte op - her i blandt to tyskere. To danske debutanter Christian og Henrik fik vel nok en lidt hård opstart i den jævn hårde vind, der prægede stævnet hele weekenden. Men klarede det rigtigt fint og helt uden at vælte.

Fart på

Lørdag blev der sejlet to sejladser. Den første blev afkortet til halv længde for hurtigt at få sat gang i en sejlads mere, da der var varslet en byge med torden ved 14 tiden. Hobie 16 strøg afsted i første start, og vi fløj afsted i den næste start fem minutter efter. Der var virkelig tryk på, og og vi hentede da også Hobien inden første topmærke. Sådan en Hobie går da ellers ok, når det blæser 8-10 m/s. Tigeren havde tredje start og havde ca. samme sejltid som os, men lidt langsommere. Vi sejler her på utraditionelle baner. Man sejler ikke på op/ned baner men derimod banesejlads, der sætter krav til besætningens navigationsevner. Derudover er der så også risiko for at skulle sejle nogle uvante kurser.

paasch

Der var god fart i bådene på banen

Første sejlads blev vundet af Thomas Paasch, der var rigtig stærk på lænseren, det er jo en fordel, når vi går i mål ved bundmærket! Og herefter kom Lars S. også flyvende på læns efter en ikke så vellykket topmærke runding. Jørgen Hansen, som var først ved topmærket, sejlede lidt defensivt ned af bakke og tabte hermed to placeringer og ligeledes gjorde Frederik Stage-Nielsen, der var toer ved topmærket. Det kan man kalde fejldisponering, når vi blev taget i mål efter kun en omgang. Peter B. og Christian N. og de øvrige kom ikke helt op i toppen, men lå rigtig godt i svinget. Med 1-6 måneders træning er det fedt at se, at alle de nye befinder sig godt i klassen. Og får i øvrigt sat tyskerne til dørs, som har sejlet i fire-fem år.

Flere styrtede

Anden sejlads forløb også rigtig fint i den friske vind. Men flere både begyndte nu og trykke speederen i bund og lå meget tæt på grænsen til styrt, og enkelte fandt også grænsen og det derefter. Nogle måtte udgå, og andre kunne sejle videre, som intet var hændt - de tabte ikke engang placeringer herved (Hvis man er lidt fiks på fingerne, går der ca. 1 min., fra man vælter, til man er sejlende igen med A-catten).

Herefter ind til frokost, og hvilken en. Der var i år igen en helt sublim forplejning som formår at erobre seks stjerner. Og det gentog sig så også lige søndag.

Men tilfredsstillelsen var ikke helt den samme søndag ved bordet. Vi var ikke på vandet søndag, da vejret viste sig fra den ubarmhjertigt side med alt, hvad et efterår kunne byde på. Har vi overstået sommeren 2013 fristes man til at spørge.

MS Open 2013 A-Cat

1. Thomas Paasch

2. Jørgen Hansen

3. Frederik Stage-Nielsen

 

Hobie 16

1. Mikkel Hougaard & Stine Thomasen

2. Peter Krabbe-Christensen & Erik Christensen

3. Merle & Ralf Siebricht

 

Hobie Cat Tiger

1.Michael Norup & David Kaarsberg

2. Jan Jensen & Penny Woyn

3. Mads Rahbek & Søren Andersen

Se en samlet resultatliste her.