AFI Two Star: Folkebådene urørlige

Historien gentager sig

Sejlerne blev igen her til morgen (søndag, red.) mødt med høj flot sol og blå himmel, da de stod op efter en særdeles vellykket aften på restaurant Dokken i Ballen.

Gårsdagens kraftige tordenbyge med kraftige vindstød på op til 24 M/S var derfor glemt, da sejlerne gik på vandet til starten på dagens sejlads. Der kom dog ikke til at gå ret længe før sejlerne igen måtte trække huerne ned over øerne, for at beskytte sig mod den tiltagende vind og regn, som prægede søndagens 2. etape af AFI Marine TwoStar sejladsen fra Ballen på Samsø og tilbage til Århus lystbådehavn.

Første båd i mål, med et forspring til nr. 2 på ca. ½ time, var helt suverænt Århus Sejlklub´s egen formand, Per Risvang i Molich 10 meteren "Trines´ tvangsarv". På trods af en rigtig flot sejlads, hvor han sammen med gasten Bjarne Lindquist i lange tider loggede omkring 13-14 knob, og en meget suveræn sejr i løb nr. 6, var det lang fra nok til at slå de helt overlegne folkebåde, da den samlede overaltvinder skulle findes.

Folkebåd vinder overalt igen - igen.

Til trods for det til tider meget hårde vejr i weekendens sejladser, blev der rapporteret om meget få uheld undervejs. Samtlige sejlere viste rigtig flot sømandsskab, og forstod at håndtere bådene i den kraftige vind.

Læs også: Folkebådene kæmper om titlen

Der er dog ingen tvivl om, at det ikke kun er den klassiske historie om "Folkebådsvejr", som gjorde, at der var tre folkebåde på de tre første pladser i årets sejlads. En del af forklaringen skyldes også, at nogle af de større både mangler 6-8 "bøffer" på kanten for at kunne sejle båden optimalt, ligesom manøvrerne i de større både også tager lidt længere tid, når der kun er to par hænder til at håndtere grejet.

Folkebåd FD 906, Thit med Jens Budtz og Carsten Sørensen grundlagde deres samlede sejr i dette års AFI Marine TwoStar sejlads med deres flotte sejr på første etape i går. I dag var det meget tæt i folkebådsfeltet, hvor flere af folkebådene skiftedes til at føre i deres indbyrdes opgør. Men da den meget traditionsrige vandrepokal, skulle finde sin ejermand for de næste års tid, var der ingen, der kunne hamle op med Jens Budtz og Carsten Sørensen. Nærmeste konkurrent, som ikke var en folkebåd, til den gamle og meget specielle pokal, var føromtalte Per Risvang, som dog måtte se sig slået med en time på præmietid.

Se fotos, som alle er taget af Niels Kjeldsen - sponseret af Pantaenius, fra søndagens sejlads her (klik én ekstra gang på fotoet for at se dem i store)