Aarhus Big Boat Race blev den forgangne smukke sommerweekend afviklet fra Egå Sejlklub.
Samlet blev i alt seks sejladser gennemført. En væsentlig forskel fra de tidligere stævner er at Aarhus Big Boat, som det første stævne herhjemme, blev gennemført ved brug af det internationale scoringssystem ORCi, og er i øvrigt den første kapsejlads i serien af Danish Big Boat Series, der alle benytter ORCi i Danmark.
Hele stævnet igennem har været præget af stor spænding for begge klasser, da placeringerne har skiftet fra sejlads til sejlads, og ofte var det ganske få sekunder der skilte to både fra hinanden, efter beregnet tid.
Læs også: Stor begejstring for ORCi
Resultatberegningen blev foretaget ombord på dommerbåden, hvilket betød at deltagerne over VHF'en fik meldinger om overaltplaceringer mellem hver sejlads.
Race Manager Martin Frislev udtaler til Bådmagasinet: "den konkrete erfaring med brugen af ORCi denne weekend, er at den margen som de enkelte bådes resultater viser, afslører at det handler om sekunder i forskel mellem bådenes placeringer i de enkelte sejladser", og fortsætter, "en alt-afgørende forskel på at bruge ORCi som målesystem er, at det er den faktiske præstation leveret af teamet på båden i forhold til samarbejde og taktisk planlægning, der kan betyde de sekunders bedre performance, som sikrer at båden kommer på sejrskamlen"
Et godt ekspempel på race manager Martin Frislev udtalelse, ser vi tydeligt i sidste sejlads hvor Xp38 Veolia lige netop slår den anden Xp38 Soldier Blue med ganske få sekunder (7 sekunder, red.) på mål. Havde Soldier Blue vundet her, havde X40 Serena vundet stævnet!
For sejlerne betyder ORCi , at der stilles præcise redskaber til rådighed for deltagerne i forbindelse med sejladsen. Det er blandt andet ORCi's polardiagram, som er et visuelt diagram, der tager udgangspunkt i vindretning, vindstyrke og sejlføring. Polardiagrammet er udarbejdet individuelt til den enkelte båd baseret på bådens mål og den valgte sejlføring, og sådan udtrykker bådens potentiale.
Aarhus Big Boat Race var det første løb i Danish Big Boat Series, og kvalificerer til udtagelsen til Royal Ocean Cup som sejles på Bornholm i september. Alle Danish Big Boat Series sejladser giver mulighed for at sejle efter ORCi. Ærgerligt der ikke var flere deltagere (17 både, red.) der fik lov til at opleve så flot et stævne!
Top tre class A: Veolia 9 point, Serena 9 og Tarok 12
Top tre class B: HANSEN 6 point, Patent3 8, og Swegon 15
Se billeder fra stævnet her, og samtlige resultater på www.aarhusbigboat.dk