Helly Hansen Cup - stævne for voksne jollesejlere

I den kommende weekend den 8.-9. juni er der jollesejlads på Rungsted Havn. Efter en lang og hård vinter, så bliver det endelig tid til jollesejlads på Øresund, når KDY afholder Helly Hansen Cup. "Stævnet blev første gang afholdt i 2012 med deltagelse af ca. 40 joller, så derfor er det helt naturligt at fortsætte succesen", fortæller Anders Kristensen fra KDY.

Et jollestævne for de voksne

Stævnet er for de voksne jollesejlere, hvor de unge naturligvis er velkomne. Der sejles tæt på land, der sejles ikke hele dagen, og efter sejladsen så bliver der serveret både en øl og en grillpølse.

Stævnet er som beskrevet en ny aktivitet i KDY-regi, men er en naturlig konsekvens af den samfundsudvikling, der er sket de seneste år, hvor den travle familie ikke på samme måde som "i de gamle dage" har tid til at sejle en båd med et stort mandskab, men i stedet får sejlet ved at have en jolle.

Det er nemt og betyder, at du kan sejle når du vil og har tid. Derfor har KDY i de seneste år oplevet en voldsom vækst af sejlere i alderen 25 til 50 år, der sejler jolle. En voksenjollekultur som det ses i sejlsportens moderland England.

Konceptet for stævnet er man tager på vandet hen over formiddagen og sejler 3-4 timer tæt på land, så der kan blive sejlet en masse korte og gode sejladser, og derefter er der tid til socialt samvær på land og stadig nå hjem til aftensmad med familien.

Meld dig til

Det ser ud til at der bliver et fint felt for Laser-, Finn- og OK-joller, men der er også deltagelse fra andre klasser som 505, Hobie 16 Spi og 470, som også kendetegnes ved at være sejlet af sejlere i den lidt mere modne alder. KDY holder tilmeldingen åben til og med onsdag og der er skrivende stund 41 både tilmeldt.

Du kan tilmelde dig her