Jørgen og Jacob Bojsen-Møller sejler netop nu VM i Flying Dutchman ved Belatonsøen i Ungarn. Bådmagasinet har modtaget denne beretning fra de to danske sejlere.
For tidligt startende?
Dette VM har taget en for os noget utilfredsstillende drejning. Efter førstedagens placeringer som et og tre, førte vi stævnet – troede vi. For meget overraskende var vi registreret som for tidligt startende under sort flag i anden sejlads. Det var en start, hvor vi bevidst startede i anden række på en meget skæv linje, så det er svært at tro på. Imidlertid fastholdt kapsejladsledelsen, at vores nummer var rapporteret fra læ mærkebåd. Så i stedet for at føre lå vi nu nummer 40 blandt de 85 deltagere.
Dramatisk fjerde sejlads
Anden dag bød på frisk vind på 10 m/s. Dagens første sejlads blev vundet af ungarerne med os på tredjepladsen, så det var nogenlunde tilfredsstillende. Men det blev anden sejlads ikke. Ved første topmærkerunding undgik vi med nød og næppe en voldsom kollision med ungarerne, der kom på bagbords halse, ved at kaste båden over stag. Jacob røg i vandet og slog hovedet, så da han endelig kom tilbage i båden, var han stadig groggy, da vi satte spiler, hvilket førte til en kæntring og yderligere tab af placeringer. Vi endte med at komme i mål som nr. 16.
Ungarerne valgte at udgå af sejladsen og støttede vores anmodning om godtgørelse. Men det faktum at vi var i stand til at gennemføre sejladsen, og ydermere avancere gennem feltet, blev af juryen tolket som, at der ikke var tale om "serious injury" i kapsejladsreglernes forstand. Så selv om vi uden egen skyld havde tabt mange placeringer, og juryen udtrykte sympati for vores situation, kunne vi ikke få nogen godtgørelse.
Summa summarum: Vi ligger på en 20. plads og har efter fire sejladser brugt begge de to fratrækkere, der forhåbentligt kommer. Det kræver mindst otte sejladser.
Foreløbig resultat VM Flying Dutchman 2013
1. Enno kramer & Ard Geelkerken - Holland
2. Kay-Uwe Lüdtke & Kai Schäfers - Tyskland
3. Christoph Aichholzer & Philipp Zingerle - Østrig
20. Jørgen & Jacob Bojsen-Møller - Danmark