Fire danske 49'er og to 49'er Fx besætninger dyster i øjeblikket ved EUROSAF stævnet Delta Lloyd Regattta, der sejles ved Medemblik i Holland. Stævnet startede i går tirsdag, hvor der blev sejlet fire sejladser i regn og en vind på 7-9 m/s. Allan Nørregaard og Anders Thomsen kom flyvende fra start med en førsteplads i de to første sejladser. Desværre kunne de ikke holde formen ved de to sidste sejladser, hvor det blev til en 14. og 30. plads. Heldigvis lavede Jonas Warrer og Peter Lang en serie på 3, 12, 1 & 2. Det betyder, at Warrer og Lang kunne indtage førstepladsen.
Baad og Thusgaard er ikke bange
Hos pigerne ligger Ida Marie Baad og Marie Thusgaard på en foreløbig tredjeplads. De lavede en serie på 1, 4, 11 og 1. Duoen har dog kun tre points op til førstepladsen.
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard ved gårsdagens sejladser
De to aarhusianske piger udtaler: "I de to midterste sejladser undervurderede vi vinden og vores kunnen fuldstændig. Idet vi ikke er det mindste bange, er vi overhovedet ikke i safe-mode. Det fører til, at vi kæntrer to gange, taber storskødet, sejler ind i startbådens ankerline og laver to straffe. Det hele bliver dog først rigtig godt, da vi har problemer med at runde top mærket. Vi sejler som noget nyt med gate ved topmærket. Vi ligger på en tredjeplads lige foran feltet. Vi ligger lige under laylinen til bagbord mærke og forsøger alt, hvad vi kan for at holde mærket, idet vi ikke kan vende - for så vender vi ind i alle dem, der kommer lige efter os på styrbord halse. Det fører til, at vi lægger os på tværs, hvor vi blokerer for de seks næste både som gerne vil runde mærket. En båd kæntrer, én er meget tæt på, og vi vælger at bakke ud af situationen, sejle hen til det andet mærke og lave en straf".
Foreløbig stilling 49'er
1. Jonas Warrer & Peter Lang
2. Pavle Kostov & Petar Cupac
3. John Pink & Simon Wheeler
9. Allan Nørregaard & Anders Thomsen
12. Jonathan Bay & Christian Gormsen
28. Søren Wiegaand & Tobias Hemdorff
Foreløbig stilling 49'er Fx
1. Annemiek Bekkering & Claire Blom - Holland
2. Tina Lutz & Susann Beucke - Tyskland
3. Ida Marie Baad & Marie Thusgaard - Danmark
11. Maiken & Anne-Julie Schüt - Danmark