H-bådene kapsejler på livet løs i Vejle

Kapsejladssæsonen startede allerede den 11. april i Vejle - det var dagen efter den sidste snestorm hærgede Danmark. Til trods for kold og is har den østjydske klub gang i et større H-bådsfelt ved den ugentlige kapsejlads om torsdagen på Vejle Fjord. Med 18 H-både på startlinien kan klubben præsentere det største felt af entype kølbåde i Danmark til de ugentlige kapsejladser.

Korte baner og høj intensivitet

"Der er flere H-båds stævner, der bliver afviklet med færre deltagere end vores aftensmatch" fortæller Palle Koch fra Sejlklubben Neptun Vejles kapsejladsudvalg. Han fortsætter: "Det skyldes nok, synes vi selv, at vi har fået et fantastisk setup til vores kapsejladser. Vi laver korte baner på under ½ sømil op til topmærket, hvilket giver en øget intensitet og konkurrence under kapsejladsen. Dette er med til, at vi får rigtig mange styrbord/bagbord situationer, samt en større koncentration af både ved topmærket første gang. Hvilket er med til at øge opmærksomheden på placeringsevnen ved første topmærke, som netop er et af de store fokusemner ved stævnerne".

De korte baner giver samtidig den fordel, at deltagerne kan nå op til tre starter på samme aften, hvilket er et andet af de store fokusemner ved stævnerne. Dette resulterer i en masse træning i standardsituationer, som er med til at højne standarden for alle.

Det har helt sikkert været medvirkende til, at Sejlklubben Neptun sidste år havde tre H-både med blandt de elleve første ved DM. Udover klubbens H-båds sejlere, er to udenbys både tilmeldt. De er H-bådskippere som tidligere har ligget blandt de ti bedste i Danmark. De har nu, efter et par år på land, fået blod på tanden igen. "Det er vi absolut ikke kede af her i Vejle, det er blot med til at sige lidt om, hvilket niveau der sejles på til en almindelig kapsejladsaften", lyder det fra kapsejladsudvalget.

Indkøbt ny kran

"Vi har i Vejle netop indviet vores nye havnekran, så vi selv kan løfte vores H-både op og i mod køb af et krankort, som giver et ubegrænset antal løft på en sæson", fortæller Palle Koch. Kranen skal gøre det attraktivt for udenbys sejlere at have deres H-båd stående på Vejle havn. Det betyder, at båden kan søsætte hurtigt inden sejlads. Vejle er meget centralt placeret i trekantsområdet - med kun 20 minutters kørsel fra mange af de andre sejlklubber i området, hvilket burde gøre det meget attraktivt for andre H-båds sejlere at deltage.

"Det har allerede haft den positive effekt, at vi har fået fire H-både ekstra ind fra andre sejlklubber i området - så som Brejning og Juelsminde. Men vi kan sagtens være flere på fjorden, hvem synes ikke, det kunne være interessant med over 20 startende på linien hver torsdag med en intensitet, som svarer til et stævne. Så mød frisk op og få tilmeldt jer vores kapsejladser", slutter Palle Bech.