Herslev Strand Sejlklub byder OK sejlerne vel-kommen til NM

I dagene 31. maj til 2. juni 2013 arrangerer Herslev Strand Sejlklub Nordisk mesterskab for OK joller. For to år siden var der ikke én OK jolle på jollepladsen i Herslev Strand Sejlklub, men i løbet af to sæsoner er flåden af OK joller i Herslev vokset til en af Danmarks største. Således er der nu knap tyve OK joller hjemmehørende i Herslev Strand Sejlklub.

OK Jollen er en enmandsjolle, der er konstrueret af den nu afdøde bådekonstruktør Knud Olsen. Jollen er udbredt over hele verden, og der er så sent som i april 2013 sejlet VM i Thailand. I Europa er jollen udbredt i flere lande, og Danmark er en af de store nationer i denne jolletype. OK jollen er en fyskisk krævende jolle at sejle, samtidig kræves der meget teknik for at få jollen til at sejle optimalt.

OK flåden der voksede

Den voksende skare af OK joller i Herslev Strand Sejlklub er naturligvis årsagen til at Herslev Strand Sejlklub har "budt ind" på dette Nordiske Mesterskab. Dansk OK jolle klub, der er specialklubben for denne jolletype, takkede " ja tak" til Herslev Strand Sejlklub for næsten et år siden. Siden da har planlægningen været i fuld gang, hvor en gruppe af ildsjæle har arbejdet med at få arrangementet på benene. Ligeledes er der arbejdet for at få opbakning fra lokale sponsorer til stævnet, så økonomien i stævnet kunne hænge sammen.

Under selve stævnet regner Herslev Strand Sejlklub med at involvere op mod 30 frivillige fra sejlklubben til at afholde stævnet. Der skal bruges frivillige hjælpere både på land og til vands. Der er god og lang tradition for frivillig indsats i Herslev Strand Sejlklub, så det har ikke været noget problem at finde de frivillige kræfter, der skal til for at afholde et Nordisk Mesterskab.

Mange både allerede tilmeldte

Allerede nu er der mange tilmeldte fra Danmark, Sverige, Tyskland, Norge. Herslev Strand Sejlklub forventer cirka 60 OK joller på startlinien, når først startskuddet for de Nordiske Mesterskaber for OK joller lyder den 1. juni 2013.

At kampen om titlen som Nordisk Mester bliver hård er der ingen tvivl om, idet både sejlere som Jørgen Svendsen (nr. 1 på verdensranglisten), Stefan Myralf, Bo Petersen, Thomas Hansson-Mild og Jørgen Lindhardtsen alle har vist gennem sidste og denne sæson at "alt kan ske". Så spændingen vil helt sikkert først blive udløst i de sidste sejladser.

Velplanlagt program med gaver til alle tilmeldte

OK jollesejlerne starter med registrering og måling samt et besøg hos Herslev Bryghus om fredagen. Om aftenen er der en uformel middag med velkomst ved stævneleder Henry Søndergaard fra Herslev Strand Sejlklub. Lørdag starter sejladserne med efterfølgende "moleøl" og festmiddag om aftenen. Søndag fortsætter sejladserne frem til præmieoverrækkelse, hvor det allerede nu kan garanteres, at alle kommer hjem med en gave fra stævnets velvillige sponsorer. Stævnet afholdes i højeste sportslige ånd med en god "sjat" sociale arrangementer – lige i "OK ånden".