505 VM - ingen danske medaljer

Ved VM for 505 joller på Barbados blev femte dagen ok for Jan Saugmann og Martin Görge og ret skidt for brødrene Jørgen og Jacob Bojsen-Møller. Alligevel betød det, at Saugmann og Görge gled ned af tabellen, og Bojsen-Møller rykkede op ad tabellen på grund af en ekstra fratrækker, der kom i spil. Saugmann ogGörge fik ved dagens sejladser en tredje- og en niende plads, og Bojsen-Møller fik en 23. og en 10. plads.

De samlede placeringer er lige nu at Saugmann/Görge ligger på en ottende plads og Bojsen-Møller ligger på en 10. plads. Der er tre tyske besætninger, der skal afgøre VM imellem sig i dagens enlige og stævnets sidste sejlads.

Læs også: Status 505 VM - de danske både er stadig i top ti

Med en god indsats kan Saugmann og Görge realistisk rykke op på en fjerde plads, hvis de andre både på fjerde – syvende pladserne ikke klare sig så godt. Det ser lidt mere sløjt ud for Bojsen-Møller, som har flere point opad i tabellen, men en ottende plads kan det da blive til med en god præstation. Under alle omstændigheder ville det jo være rart at slutte godt af, så der vil blive kæmpet for det.