Laser Radial-sejler Sarah Gunni udnyttede onsdagens lettere vinde under World Cup-stævnet på Mallorca. Med en anden- og førsteplads avancerede landsholdssejleren tre pladser til den samlede andenplads. Anne-Marie Rindom satte flere point til og faldt tilbage den samlede fjerdeplads.
"Jeg er meget imponeret", er sportschef Thomas Jacobsens reaktion på de første tre dages sejlads på Mallorca for Laser Radial-pigerne og fortsætter: "De har løftet deres sejlads med god træning, og de sejler sikkert. Der har selvfølgelig været et generationsskifte i Laser Radial-klassen– det tjener de også på, men de beviser, at de er klar til at hugge til, når chancen byder sig".
Nyt format
I dag starter finalerunden, og det bliver efter et nyt format, der testes i World Cup'en. Sejlerne tager den samlede placering fra indledende runde med over i finalerunden, og placeringen vil derfor kun tælle som en enkelt sejlads i finalerunden. Det giver nye muligheder for rokeringer i felterne.
Fortsat i front
I 49erFX fik Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen forventet mere modstand fra konkurrenterne i de lettere forhold. Danskerne holdt den samlede føring og har derfor i finalerunden et enkelt pointforspring til vinterens træningspartnere fra New Zealand. Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen satte mange point til i onsdagens tre sejladser og faldt tilbage på 7. pladsen.
"Ida og Marie præsterer over niveau i forhold til konkurrenterne. De er klart den besætning, der håndterer båden bedst – de er bedre end mange af herre-besætningerne, når det blæser", fortæller Thomas Jacobsen og understreger, at arbejdet for de danske 49erFX-piger er langt fra slut i jagten om OL-medaljer i Rio.
"Det er 80/20-reglen, når vi ser på, hvor langt vi er – sejlerne har lagt 20 % af arbejdet, er kommet langt og haft det sjovt med det. Det bliver dog en helt anden og mere flad indlæringskurve fremover. Nu begynder det lange seje træk med morgentræninger, rutiner og fokus på detaljerne. Det er en ny fase, som de skal være forberedt på".
Der er forudsat moderat vind på bugten ud for Palma i dag. World Cup stævnet afsluttes lørdag med Medal Races for de bedst placerede.