Turen består af fire Grade 2 stævner på fire uger. Til turens første tre stævner er det blevet til to andenpladser for TRE-FOR Match Racing hold, hvilket giver gode point til både Verdensranglisten og til den overordnede stilling på Grand Slam Touren i USA. Derfor er TRE-FOR Match Racing nu også rykket op på en 19. plads på Verdensranglisten, som det andet bedste danske hold kun overgået af Mads Ebler.
Nummer to på Grand Slam Touren
På Grand Slam Touren ligger TRE-FOR Match Racing nummer 2 med 195 point – blot 15 point efter det førende hold. Derfor er alt åbent inden det sidste stævne, som afvikles i Oakcliff Sailing Center nær New York.
"Vi har været godt sejlende på turen indtil videre og ser derfor frem til det afgørende stævne i Oakcliff. Stævnet sejles i de 40 fods store Swedish Match 40er, som vi føler os rigtig godt hjemme i. Så vi kan næsten ikke vente med at komme på vandet igen", udtaler skipper Nicolai Sehested.
Fik andenplads til historisk stævne i New York
Holdets seneste andenplads på Grand Slam Touren var til Knickerbocker Cup, som blev sejlet i Manhasset Bay på Long Island fra den 30. august til 2. september 2012. Stævnet har historisk stjernestøv, da det tidligere er blevet vundet af verdensnavne som Peter Gilmour og Ed Baird. Det var derfor helt specielt med en topplacering til dette stævne.
Team TRE-FOR ved præmieoverrækkelsen ved Knickerbocker Cup
"Knickerbocker Cup er blevet afholdt i 30 år, og er derfor et af de ældre stævner på match race scenen. Vi er derfor glade for, at have leveret et topresultat til dette stævne. Vi vandt faktisk den indledende Round Robin, men blev besejret af newzealandske William Tiller i finalen", slutter Nicolai Sehested.
Det er tredje gang, at TRE-FOR Match Racing team deltager på turen. Sidste år løb holdet med en samlede andenplads.