SAP Youth Team søsættes - Team Trifork er med

SAP Extreme Sailing Team, dansk deltager i den globale Extreme Sailing Series, starter nu et ungdomshold under navnet Youth SAP Extreme. Youth SAP Extreme er et initiativ af skipperne Rasmus Køstner og Jes Gram-Hansen. Ungdomsteamet kommer til at bestå af 16 af landets største sejlsportstalenter og har til formål at klæde de unge sejlere på til en fremtidig karriere inden for professionel sejlsport. Match Race holdet Team Trifork er udtaget til at være blandt disse 16 sejlere.

Team Trifork SAPYouth

Team Trifork er med på det nye SAP Youth Team

Team Trifork er meget glade for at få muligheden for at blive en del af Youth SAP Extreme, som er styret af de to professionelle og tidligere America's Cup sejlere Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner. Skipper Joachim Aschenbranner udtaler: "Jes og Rasmus samt de andre gaster på teamet er erfarne sejlere, som jeg og mit team håber på at kunne lære en masse af".

Workshops

Der vil blive afholdt en række workshops for sejlerne på holdet, hvor Jes og Rasmus vil fortælle og rådgive om de forskellige aspekter, der er vigtige for, at et professionelt sejlsportsprojekt kan blive succesfuldt - heriblandt projektstyring, sponsor- og mediearbejde, samt organisation og økonomi.

Team Triforks matchraceprojekt har arbejdet meget med disse dele af sejlsportskampagnen og har forsøgt sig frem, hvilket har dannet egne erfaringer. Joachim Aschenbrenner: "Team Trifork ser derfor meget frem til at få andres erfaringer omkring disse områder, så vi forhåbentligt kan overføre disse erfaringer til vores eget projekt, og gøre det endnu mere effektivt og kommercielt attraktivt for sponsorer".

Flerskrogsejlads vinder frem

Siden Oracle Racing offentliggjorde, at den 34. udgave af America's Cup skal sejles i katamaraner, er det tydeligt, at katamaransejlads er blevet mere attraktivt. Dette sætter større krav til sejlernes alsidighed, og Youth SAP Extreme giver derfor også sejlerne en mulighed for at kunne opnå en uvurderlig erfaring i større flerskrogsbåde.

Joachim Aschenbrenner: "Vi ser derfor dette som en rigtig god mulighed for at lære, hvordan en katamaran sejles. Dette kan naturligvis både bruges, hvis vi skal ud og sejle fleetrace stævner i disse både, men derudover er vi også begyndt at se en tendens til, at matchrace stævner forsøges at blive afholdt i katamaraner. Dette bemærkede vi blandt andet i et Notice Of Race til et af sidste års største matchracestævner i Frankrig, som hidtil er blevet sejlet i J80ere. Desværre formåede arrangørerne ikke at anskaffe seks ens katamaraner, og stævnet blev i stedet sejlet i de vante J80ere. Vi er dog sikre på, at disse tanker inden længe bliver en realitet, og vi håber derfor på at kunne være et skridt foran vores konkurrenter, når man begynder at se matchracestævner blive afholdt i toskrogsbåde".