Det er Yachtklubben Furesøen, der afholder dette års DIF DM for Ynglinge bådene. Jørgen Krogh fortæller: "Det har i år været lidt svært at samle sejlere nok til et officielt DM, men det er lykkedes. Det har været et stort arbejde med at få koordineret bådene og de tilhørende besætninger. Heldigvis har vi kunne mønstre sytten både til weekendens DM". Ved sidste års DM deltog hele 30 både, men det var også lidt specielt, idet gamle ynglinge sejlere var inviteret med.
God stemning
I går fredag ankom de fleste både til Furesøen, hvor to både og tilhørende besætninger kommer fra Jylland. De kan se frem til et stævne i mellemvind og godt vejr. "Der er allerede en rigtig god stemning på havnen, og alle glæder sig til at komme ud og sejle", siger Jørgen Krogh.
Fra arrangørernes side har man prøvet at forbedre arrangementet med nye tiltag. Jørgen Krogh slutter: "I år har vi besluttet at beværte sejlerne med moleøl og grillarrangement, når de kommer ind fra dagens sejladser. Vi håber, at dette vil blive modtaget godt fra sejlerne".
Første sejlads forventes skudt i gang klokken 11.00 i dag.