Ny kapsejlads på Limfjorden - Sail2Salling Doublerace

Sallingsund Sejlklub, der har hjemhavn i Glyngøre, arrangerer nu et helt nyt kapsejladskoncept i Limfjorden: Sejladsen består af to kapsejladser med jagtstart og afholdes i forbindelse med den årlige Sildefestival. Festivalen spænder i år af den 10. august 2013. Sildefestivalen afholdes i år for fjerde gang, og den har været en ubetinget succes for byen. Der er fest, farver, musik og ikke mindst masser af muligheder for rigtig god mad på havnen.

John Laugesen og René Knudsen fra Sallingsund Sejlklub fortæller: "Kapsejladsen kommer til at foregå på korte actionbaner, som kommer til at give sejlerne en masse udfordringer. Samtidig er banerne anlagt således, at publikum kan følge sejladserne på tæt hold fra havnen. Vores målsætning er, at der bliver deltagelse af cirka 50 kølbåde med besætninger".

Sejlerne ankommer til Glyngøre i løbet af fredagen, hvor der vil være tændt op i grillen og spillemænd vil underholde sejlerne. Lørdag morgen vil der være morgenkaffe inden første sejlads starter kl. 10.00.

Kapsejlads, hygge og fest

Sejlerne kommer ind til frokost i teltet, inden sejladserne forsætter om eftermiddagen. Om aftenen indbydes sejlerne til at deltage i festlighederne i Kassehuset på havnen.

"Vi tror på, at vi med denne sejlads kan skabe en ny tradition i lighed med eksempelvis Mors Rundt. Kapsejladsen henvender sig til sejlere, der elsker kapsejlads og samtidig vil have en festlig weekend. Sejladsen vil blive styret af autoriseret baneledelse, og sponsorer har allerede nu sikret mange flotte præmier", slutter de sejlere fra Sallingsund Sejlklub.

Sejlere, der har lyst til at vide mere om kapsejladsen Sail2sallingdoublerace, kan besøge stævnets hjemmeside her