8 Danske – 1 Svensker – 3 tyskere OK joller blev forleden pakket i en XXL 40 fods container fra Mærsk.
Jørgen Lindhartsen, Stefan Myralf, Jens Makholm (Mik Mak, red.), Mogens Johansen, Malte Petersen, Bo Rekker, Jørgen Svendsen, Bo Petersen skal til Thailand og deltage i VM for OK joller.
Der skal sejles i Pattaya Thailand fra slutningen af marts, mere nøjagtigt starter målingerne den 29. marts – og slutter 5. april.
Normalt plejer et OK VM at trække 80 joller på startlinjen, men i Thailand må vi nok "nøjes" med ca. 60. Værtsnationen plejer at fylde godt op, her halter Thailand måske lidt, udtaler Mik Mak til Bådmagasinet.
Lunt pakkeri
Det var en fornøjelse at gå og pakke den store container, hvor Inter Express i Brøndby havde stillet deres opvarmede hal til rådighed. Det tog alle 12 mand 8 timer før døren til containeren kunne lukkes.
Lindhartsen, Myralf, Rekker og Makholm ankommer den 21 marts, så der burde være fornuftig tid til at akklimatisere sig. Det er tæt på regntiden, så der vil være varmt, og høj luftfugtighed i Pattaya. Vindstatistikken fortæller et sted mellem 2 og 8 m/s – men de danske sejlere regner med let vind, slutter Mik Mak.
De yderste af 12 OK joller i en XXL 40 fods container.
(XXL = ekstra høj, red.)