Danmarks tungeste vandrepræmie

I år skulle kapsejladsen Sjælland Rundt På Indersiden overrække en ny vandrepræmie. Piet Jansen fra Veddelev havde fået idéen til den nye præmie, der skulle tildeles årets sejlerskole. Piet fik de andre ildsjæle bag kapsejladsen med på idéen. Derefter blev sejlerskolerne kontaktet, og fire både tilmeldte sig - og tre stillede til start.

17 kilo tung præmie

Dernæst gik jagten på en ny vandrepræmie, og valget faldt på et sytten kilo tungt koøje af messing, der blev doneret af Zar Sails. Efter en ordentlig omgang polering blev præmien dekoreret meget smagfuldt af Stevns Reklame Center - blandt andet ved brug af et foto fra årets sejlads. Vandrepræmien kan vindes af enhver båd, hvor mindst halvdelen af besætningen er sejlerskoleelever. Klubbåde og private både er lige velkomne, og kapsejlere og tursejlere kan dyste på tværs af løbene, da 'praletiderne' udregnes efter SRPI TurLys.

Den nye præmie har allerede den tiltænkte effekt

En Drabant 24 fra Herslev vandt konkurrencen i år foran besætninger fra Jyllinge og Vallensbæk. Oprindeligt var det tanken, at båden skulle have to sejlerskoleelever ombord, men sygdom medførte, at Christian Thorborg var den eneste som påmønstrede Drabant 24eren. Det blev en fin sejlads med højt humør, og båden blev løbsvinder i den ordinære kapsejlads.

martin

Christian Thorborg alene ombord på Drabant 24eren

Tanken bag vandrepræmien er at få nye sejlere med på banen. Ved præmieoverrækkelse med pral lørdag den 26. august forsikrede vinderen Christian, at han næste år deltager i sin egen båd - en Hurley 22, så Piets kæphest har virket efter hensigten.

Præmier til alle

Selv udgåede både præmieres ved SRPI, og hvis alle var mødt op, skulle der uddeles 100 præmier. Kapsejladsledelsen havde i år sikret sig 160 præmier, og med de overskydne præmier er der selvfølgelig en masse, der kan gemmes til næste SRPI, der sejles 15.-16. juni 2013.