Joachim Aschenbrenner viser igen, at han kan sejle matchrace. Joachim og hans team har slået alle i gruppe B, og de er dermed direkte videre til semifinalerne. Svenskeren Björn Hansen har vundet alle matches i gruppe A, og han er dermed også direkte videre til semifinalerne.
Joachim Aschenbrenner udtaler til Bådmagasinet: "Det var lidt fedt. Vi er direkte videre, den korteste vej, det havde vi ikke regnet med. Vores mål var helt klart at nå semifinalerne, men at det skulle være direkte overraskede selv os. Det er også meget givende, at feltet er hårdere, end det plejer at være i Skovshoved".
Lokalkendskab er en fordel
Selvom vejret er gråt og trist i Øresund, har der været ret stabile forhold på banen. Vinden blæser fra en sydligretning med 5-7 m/s. Team Aschenbrenner skal ikke sejle mere i dag, og de går nu rundt på havnen og hygger sig inden aftens festmiddag.
Joachim fortæller: "Det har enorm betydning for os, at et så vigtigt stævne sejles i Danmark. For os har det den store fordel, at vi har lokalkendskabet - både i Øresund og på havneområdet, og det betyder altså noget, at vi kan sove i vores egne senge. Nu lader vi op til i morgen, hvor det går løs igen - og vi glæder os enormt".
Peter Wibroe, Rasmus Viltoft, Joachim Aschenbrenner og Björn Hansen dyster søndag.
Se Bådmagasinets galleri fra Danish Open 2012 her.