Fjorten smukke "damer" og en enkelt fra Sverige havde fundet vejen til Horsens. Bådene har fra torsdag den 16. august til lørdag den 18. august 2012 deltaget i årets DS DM for bådklassen BB10m. Selv om bådtypen er designet i midten af 1970erne, er disse "damer" stadig blandt de allerflotteste både i landet, og når de slippes løs på kapsejladsbanen, er der stadig masser af liv og fart i dem.
"Sidst, vi afholdt mesterskab for BB10-meterne i Horsens, er helt tilbage i 1985, så det var på tide, at vi fik lejligheden til at byde klassen velkommen til Horsens igen", udtaler stævneleder Morten Stoy, der kan se tilbage på et stævne afviklet under noget besværlige vindforhold.
Drillende vejrforhold
"Torsdag startede vi først kl. 13.00, og selv om vinden normalt frisker op over middag på fjorden, ville skæbnen, at et kraftigt i regnvejr trak ind over fjorden, og slog termikken helt i stykker. Alligevel lykkedes det at få afviklet to sejladser, før vinden døde helt" fortsætter stævnelederen, og supplerer: "Fredag startede med tåge, dis og fuldstændig vindstille, men heldigvis slog vinden igennem over middag, og vi fik tre rigtig fine sejladser i kassen, og dermed et officielt DM i hus". Lørdag blev der trods flere tilløb ikke gennemført sejladser, så den samlede serie består af de fem afviklede sejladser.
Både i dyst på Horsens Fjord
Suveræne Theis Palm
Resultatmæssigt var der kun to på banen – den suveræne Jyllingebåd Beep Beep med Theis Palm ved roret, og så alle de andre. Theis og co. vandt samtlige fem sejladser, og de kunne lørdag eftermiddag lade sig kåre som vinder for andet år i træk.
På andenpladsen kom den tidligere flerfoldige mester Bjarne Venø Petersen fra Skælskør, der til lejligheden havde den erfarne sejler Lars Jensen med som rorsmand. Selv om de ved flere lejligheder var forreste båd, lykkedes det ikke at besejre Theis Palm i nogen af sejladserne - men de fik med en meget stabil serie (2, 2, 3, 4) sejlet sølvmedaljerne hjem. Tredjepladsen tog Michael F. Hansen fra Helsingør sig af, mens den tidligere vinder Søren Koitzsch fra Skive denne gang måtte tage til takke med fjerdepladsen.
Positiv feedback fra sejlerne
"Vi har trods de lidt drilske vindforhold heldigvis fået positivt feedback fra sejlerne omkring stævneafviklingen" fortæller Morten Stoy. Der undervejs har haft op til 50 frivillige i spil for at få stævnet til at fungere. "Vi forsøger at give sejlerne en god oplevelse både til vands og på land. Når vinden driller, må vi se, om vi kan trøste lidt på anden vis, og vores tiltag med omdeling af is lørdag middag blev da også vel modtaget af sejlerne, selv om de nok hellere ville havde haft et par gode sejladser at tage hjem på" slutter stævnelederen.
Samtlige resultater kan ses på Horsens Sejlklubs hjemmeside.