Lidt over otte lørdag aften gik den sidste båd i mål i dette års Watski2Star. Stævnet har i den grad været præget af manglende vind. Så det blev en meget lang sejlads for alle deltagende sejlere.
Svære forhold på vandet
Carbon3 blev første båd, der nåede Hundested, der er dette års pittstop. Klokken var 23.29, da Carbon3 sejlede ind i Hundested Havn. Ombord var Jesper Bank og Søren Gitz-Johansen, der var godt trætte og sultne. Næsten en time senere gik den første kølbåd i mål i Hundested. Det var MMM fra KDY med Chris Nørgaard og makker. Herefter kom kølbådene løbende, og alle sejlere var enige om, at forholdene ude på vandet var svære. Efter tre timers pittstop i Hundested måtte sejlerne igen på vandet for at gennemføre anden etape af kapsejladsen.
Carbon3 bliver første båd i mål og krydser mållinjen i Helsingør 07.19.11 lørdag morgen. Sidst båd gik over målstregen lidt over otte lørdag aften. Efter kapsejladsen ventede der alle sejlerne en stor fest.
En samlet resultatliste fra Watski2Star kan ses her.