Det blev til tre danske medaljer ved ungdoms EM i Aarhus. Frederik Just Melson og Markus Oliver Nielsen vinder guld i 29'er, Céline Carlsen vinder guld i Laser Radial og Tobias Hemdorff tager bronze i drengenes Laser Radial.
Nervepirrende dyst
Céline Carlsen udtaler til Bådmagasinet: "Det så lidt håbløst ud, inden vi gik på vandet. Jeg vidste på forhånd, at den italienske pige Joyce Floridia var rigtig godt sejlende. Joyce har været stabil igennem hele stævnet, og der var otte points op til hende inden det afgørende Medal Race. Dertil var det svært, idet Medal Race blev sejlet inde under land, hvor vinden var ustabil og sværere at læse".
Céline på banen i DEN 199071
Heldigvis lykkedes det for Céline at over bevare roen og overblikket, og hun fortæller her hvordan: "Jeg prøvede at fokusere på at sejle det bedste, jeg kunne. Jeg var yderst fokuseret på, at jeg skal have den italienske pige bag mig. Dernæst prøvede jeg at sejle mig så langt frem i feltet som muligt. Jeg krydser målstregen som nummer fire. Joyce bliver nummer ni, men hun får tildelt en straf af juryen for at sejle udenfor baneafmærkning. Derved vinder jeg guldet", siger en meget glad Céline Carlsen.
I næste uge tager Céline til Nieuwpoort i Belgien for at seje Laser EM u/19 og Laser EM u/21. Sofie Slotsgaard sluttede på en femte plads som næstbedste dansker i pigernes Laser Radial.
Bronze til Tobias Hemdorff
I drengenes Laser Radial felt måtte Tobias Hemdorff fra Kaløvig "nøjes" med en bronzemedalje. Tobias sluttede som nummer ni i dagens Medal Race, og han måtte rykke en plads ned på listen, idet Tobias lå nummer to inden dagens afgørende sejlads.
Laser Radial piger
1. Céline Behr Carlsen, Danmark
2. Joyce Floridia, Italien
3.Line Flem Høst, Norge
Laser Radial drenge
1. Henrik Begby, Norge
2. Michael Beckett, England
3. Tobias Hemdorff, Danmark
29'er
1. Frederik Just Melson & Markus Oliver Nielsen, Danmark
2. Sara Piasecka & Marek Kalinowski, Polen
3. Ole Kuck & Niclas Kath, Tyskland
En samlet resultatliste for alle klasserne kan ses her.