Stævnet er et samarbejde mellem Helsingør Amatør Sejlklub, Swan Club Danmark, Helsingør Havne og Pantaenius. Det er et mål, at Baltic Sea Challenge skal blive et årligt tilbagevende stævne med fast base i Helsingør Havn. Arrangørerne ønsker at tiltrække større sejlbåde fra hele Nordeuropa - ligesom man kender det fra Kerteminde, hvor der blev afholdt Big Boat Challenge i Pinsen. Big Boat Challenge er også en del af Danish Big Boat Series.
Oplev de store både
Allerede i går torsdag ankom de første både til Helsingør, og de lægger til kaj ved Kulturværftet. Senere i dag ankommer de sidste både, der skal deltage i kapsejladsen. Blandt nogle af de tilmeldte både er: Tarok 7 (Swan 45), Soldier Blue (Xp 38) og Joki (Elan 410). I alt er femten både med tilhørende besætninger tilmeldt kapsejladsen. Der er åbningsreception i aften klokken 19.00.
Kapsejladserne vil foregå i farvandet syd for Helsingør. Det vil sige, at man kan se bådene fra land ved Snekkersten og Espergærde. Det er også muligt at følge både live, idet SportsXtreme vil dækker med live billeder fra vandet. Ud på eftermiddagen vil bådene sejle retur til Helsingør, hvor der er after sail på havnen. Her er mulighed for at se de store både og diskutere dagens sejladser.
Søndag sejles der igen kapsejlads, hvorefter vinderen af Baltic Sea Challenge kan kåres ud på eftermiddagen.