Midt i august vil Horsens Fjord danne rammen om DM for BB10m. Stævneleder Morten Stoy forventer, at der vil deltage et sted mellem 20 og 25 både. Blandt de allerede 14 tilmeldte både befinder sig flere af de bedste i bådklassen. BB10m klubbens formand, Bjarne Venø Petersen udtaler: "Sidste års vinder, Theis Palm, er et godt bud på en kommende danmarksmester, men der er i hvert fald fem både i feltet, som vil kunne blande sig i kampen om 1. pladsen. Bjarne har selv inden for de sidste seks år vundet tre gange.
Sejlerne skal have en god oplevelse i Horsens
Blandt de tilmeldte er der en enkelt svensk båd, men ellers kommer bådene og deres besætninger fra hele Danmark. Horsens Sejlklub glæder sig til at byde de dygtige BB10m-sejlere velkommen på fjorden. Horsens Sejlklub vil gøre alt, de kan for, at sejlerne skal få en rigtig god oplevelse i Horsens, såvel på vandet som i land. En lang række sponsorer, ud over Pantaenius, gør også deres til, at det skal blive et godt DM.
Interesserede kan tilmelde sig stævnet her. Sidste frist for tilmelding er den 27. juli 2012.