I weekenden skal der sejles Harboe Cup ud for Skælskør. Tilmeldingerne er strømmet ind, og der er mere end 350 tilmeldte sejlere i 280 joller plus sufere. Der sejles i 14 forskellige klasser på fem baner.
I sejlernes verden er der mange ting, som man ikke kan tage for givet. Vinden ændrer sig og er uforudsigelig, bølger og strøm kan drille, men én ting har været sikker de sidste 42 år. Sidste weekend i september inviterer Skælskør Amatør Sejlklub landets sejlere til Skælskør for at dyste i årets sidste store stævne. Harboes Bryggeri er hovedsponsor og sørger for, at stævnets mere end 350 deltagere bliver vartet godt op, ligesom en række andre sponsorer sikrer mange flotte præmier – og i år spænder det vidt. Sejlerne kan vinde mange gode ting - lige fra sejlertøj og kasser med slik til en stor gummibåd.
De frivillige er klar
Vejrudsigten forudsiger desværre meget svag vind lørdag, men søndag ligner 5-6 m/s, med tilsvarende gode muligheder for fine sejladser. Næsten 100 hjælpere står i sejlklubben klar til at lægge baner, lave morgenmad, beregne resultater og meget andet. Og lørdag aften kommer en stor del af sejlerne til spisning i byens nyistandsatte flotte pakhus på Skælskør Havn. Også her er maden lavet af frivillige.
Sejladserne starter lørdag kl 11.00 og kan følges på Noret, på Fjorden og ved Kobæk Strand. Ved Kobæk kan man blandt andet møde mange Formula surfere, som kommer til Skælskør for samtidig at dyste om årets Danmarksmesterskab under Harboe Cup, ligesom der i flere klasser sejles om Sjællandsmesterskabet.
På Fjorden kommer cirka 120 Optimist B og C, som er stævnets yngste og mest uerfarne deltagere. Men alligevel er det også det største felt som normalt også følges af en række trænerbåde og forældrebåde, hvorfor Fjorden bliver godt fyldt op.
Noret indtages af Tera og Fevajoller, så der sejles i både en- og tomandsjoller - her er der mulighed for alle tilskuere at se spændende sejlads tæt på.
Det bliver muligt at følge sejladserne fra
Sidste sejlads sejles søndag eftermiddag, med efterfølgende præmieuddelinger i SAS og ved Kobæk Strand.