Fredag starter Palby Fyn Cup

Palby Fyn Cup blev sejlet første gang i 1990, så i år er det 23. gang kapsejladsen sejles. Sejladsen har udviklet sig gennem årene og er i dag Danmarks største distancekapsejllads målt på antal deltagere.

I skrivende stund er 325 både tilmeldt årets Palby Fyn Cup. Der sejles normalt med Fyn til bagbord, hvilket giver et fantastisk syn i Lillebælt, hvor feltet normalvis sejler igennem mellem kl. 15.00 til 18.00.

strib

Det er altid et flot syn, når bådene sejler i Lillebælt

TV2-vejret giver vejrmeldingen

Torsdag den 31. maj og fredag den 1. juni sender TV2-vejret fra Bogense Marina. Det vil derfor være TV2-vejret, som vil give vejrmeldingen live under skippermødet fredag den 1. juni 2012 kl. 9.00.

Bådene har igen i år mulighed for at leje en tracker, således familie og venner får mulighed for at følge slagets gang rundt om Fyn på en storskærm opstillet i Palbys telt eller via internettet. Der vil desuden være aktiviteter på Bogense Marina - blandt andet en hoppeborg for børn og masser af musik og underholdning.

palbytelt

Flere følger bådene på storskærmen i Palbys telt på Bogense Marina

Hvem har rekorden?

Sejladsen er på 138 sømil, og de fleste både bruger lidt over et døgn på turen. Rekorderne indehaves af Angel, en Extreme 40 flerskrogsbåd, der i 2008 kun brugte 10 timer og 7 minutter på at komme rundt. Signal, en 60 fods One Off båd, har rekorden for enkeltskrogsbåde, sat i år 2000 med 15 timer, 28 minutter og 50 sekunder.