Kan man være skuffet over en 3. plads til VM?

Skuffet over en 3. plads...well, dem som kender mig ved, at det jeg er.

Vi var 2 danskere, der havde taget turen til VM for Contendere i St. Petersburg, altså den St. Petersburg, der ligger Florida, USA. Lars Rasmussen havde valgt også at sejle de Amerikanske Mesterskaber som lå lige inden i samme farvand som VM. Min kone havde valgt, at det skulle jeg ikke, det er begrænset, hvor mange dage hun orkede at være alene med vores 2 piger på 0 og 3 år.

De Amerikanske Mesterskaber

Der blev kun sejlet 1 ud af 3 dage til de Amerikanske Mesterskaber. Tordenbyger og krafig vind på 1. og 3. dagen gjorde det for farligt at sejle (Det må være en anden slags torden, vi har herhjemme). Anden dagen, hvor det blev sejlet, var der let luft, og 58 årige Joachim Happrecht fra Tyskland vandt. Sidst han vandt en titel var vist i 1974, da han blev Europamester i netop Contender. Shappy er en lile let herre, vejer omkring de 59 kg (inklusiv epoxy rester på fingrene), men at han ligefrem ville vinde de Amerikanske Mesterskaber, var jeg sgu lidt overrasket over.

VMs obligatoriske indvejning

VM startede med "the usual" indmåling, ingen problemer her, min båd blev noteret til at veje 83,1 kg, og da minimums vægten er 83, var det ok. Mine 2 ror og 1 sværd var dog alle præcist 180 gram for lette, det synes jeg var lidt underligt, så jeg brokkede mig (efter sigende højlydt). Arrangørerne fandt en anden digital vægt (samme mærke og model) og her vejede begge ror + sværd fuldstændigt det, de skulle. Det gav lidt ballede, da der allerede var en 5-10 stykker, der havde måtte montere ekstra bly på ror og sværd. Jeg fik at vide at mine ting var ok, og jeg hørte aldrig enden på, hvad de gjorde med de andre sejlere., men det har sikkert ikke været sjovt at være check-måler den dag.

Man glemmer altid noget

Formatet for VM var 2 sejladser om dagen i 5 dage, max 10 sejladser og 2 fratrækkere efter 9 sejladser, kort sagt - business as usual. Første sejlads var om tirsdagen. På vej ud til banen opdagede jeg, at min swivel base til storskødet sad noget løst. Kender I det, at når man opdager det, tænker man "åh-shute", og så man husker, at det var den ting, man hele tiden ikke kunne komme på, man havde glemt. Swivel basen havde været afmontoret, så der var mere plads imellem bådene i containeren, og jeg havde godt nok sat den på igen, jeg havde bare ikke fået strammet boltene...Nå jeg fandt en mærkebåd, og de var flinke nok at låne mig en tang og en skruetrækker. Tangen var rustet sammen, men jeg fik løsnet den med skruetrækkeren. Skruetrækkeren var egentligt for stor, men med lidt vold fik jeg strammet skruerne.


 

Det blæste (skrev jeg virkeligt "blæste") vel en 2-2,5 m/s på nuværende tidspunkt. Da det havde blæst (15 m/s) en kraftigt vind fra vest i dagene forinden, var der stadig høj sø, hvilket ikke er sjovt at sejle i. Jeg fik rigtig fin start, det gav mig så muligheden for at være den første til at sejle mig ind i et vindhul. Det var rigtig pænt af de andre at sejle udenom. Fik sejlet mig op igen, og jeg endte som nr.  5. Lars ender lidt længere nede, han havde ellers et fint først opkryds og rundede toppen et par både foran mig.

Anden sejlads gik noget bedre, vinden var frisket op til hele 3,5-4,5m/s. Jeg kommer fint afsted og fører sejladsen det meste af vejen. Et stykke efter bundmærket sidste gang ligger Giovanni (ITA-47) 2er, men vælger så at slå modsat alle andre ud på venstre fløj, jeg laver en løs dækning og slår med. Da der ikke var andre, der slog med ud forstod jeg aldrig helt formålet, til sidst må jeg falde ned og dække ham for at få ham til at slå tilbage. Da vi har sejlet et stykke tid på den nye halse, skræller vinden og Antonio ITA-315 kan selvfølgelig lige passere foran mig og holde målinien. Fuck mand...jeg kigger surt på Giovanni, da han går i mål, og han ligner en, der heller ikke lige fattede, hvad han lavede.

Doomsday (L....dag)

Anden dagen er vinden igen på en 2-3,5 m/s...puuuuuh. Hvad skete der lige, nu har jeg sejlet i det her badekar i flere år, end jeg tør skrive her, jeg har dog aldrig, gentager højlydt ALDRIG sejlet så langsomt i 2 sejladser i træk, oh boy, oh boy. Fik en ok starter, ikke noget super duper, fri vind og sådan, men 2-3 minutter efter starten kunne man bare se folk til læ og til lu sejle forbi. Jeg blev 8er i første sejlads kun reddet af et satse slag helt ud på venstre fløj på sidste opkryds, hvor jeg fik passeret en 5-6 både.

Der viftes med gule flag

Derefter forsøgte jeg lidt ændret rigtrim til anden sejlads, men det var nok en anden løsning, jeg skulle have valgt og skruet på riggen. En 9. plads blev der indkasseret. Nå ja og så var det Danmarks tur til at få et gult flag for ulovlig pump, og det fik jeg så. Som juryen så smukt sagde det senere, "we took one from each country to make it fair". Jeg er blevet taget for at pumpe før og et har været fortjent, det var det altså ikke her, jeg sejlede højt og lavt i bølgene og brugte endag min kropsvægt til at minimere rulningen, andre havde inden mig på samme slørside fået gult flag, så jeg var super opmærksom på, at det jeg lavede skulle være by the rules. Puuuh, ekstra bonus efter sejladsen, jeg får at vide af nogle andre sejlere, at de overhovedet heller ikke kunne se, at jeg skulle have lavet noget ulovligt. Det var ved gud den dårligeste jury, jeg havde set siden VM i Travemunde, hvor jeg fik gult flag i en sejlads, hvor vi godt måtte pumpe.

Jeg så et par andre få gult flag senere i løbet at ugen, som bekræftede min mistanke om, at denne jury generelt ikke vidste meget om jollesejlads. Andre gange kunne jeg virkelig undre mig over, at andre deltagere ikke blev taget, men de var nok fra en nation, der allerede havde fået et gult flag. Men udover dette klarede juryen det rigtig flot, samtlige protester blev håndteret perfekt (der var ingen). Jeg vil lige indskyde, at normalt basher jeg ikke juryer (og slet ikke offentligt). Jeg sætter RIGTIG stor pris på, at nogen gider bruger deres fritid på at sikre fair sejlads for os sejlere. Men dette var så grelt, at jeg simpelthen måtte ud med det. Lars slap for gule flag, men nu havde jeg jo også fået et. Resultattavlen afslørede, at lars lavede en 14. og 16. plads den dag - ikke pragende men godkendt.


 

Let there be wind (næ, desværre)

3. dagen blæste det rigtigt igennem, vinden toppede vel omkring de 1,5 m/s, og vi tilbragte hele dagen på havnen. One small step for...(et skridt tilbage og 2 frem)

4 dagen bød heller ikke på meget luft. Vi blev sendt afsted i en 2-2,5 m/s, jeg ramte det nogenlunde og fik en 5. plads i første sejlads. Vinden tiltog en anelse og i anden sejlads var der vel en 3-4,5 m/s. Jeg kom også godt afsted her og førte sejladsen, Christoph Homier GER-551, som på det tidspunkt havde sejlet sig ud af et egentligt topresultat, var endelig med fremme ved bundmærket inden sidste opkryds, lå han 5er lige i røven af en 2-3 andre både, jeg dækkede de nærmeste. Christop havde et godt hug til venstre, og da vi igen mødtes, kunne han lave en sikker læ på mig. "L..." samtidig besluttede han sig for at sejle mega højt, og så lå vi der og bankede bølger. Antionio ITA-315, som lå under os, gik lavt og fik maximalt udbytte af det næste vindspring, og han kunne derefter vende ind foran os begge. Jeg var ærligt talt ikke så tilfreds med Christophs prioritering.

Vi fik en 3. sejlads, og vindstyrken var endelig lidt oppe - vi havde vel en 5-6 m/s. Jeg lavde en fin læ start, og efter cirka 1 minut var jeg en 5-6 bådslængder foran. Jeg så mig aldrig tilbage og vandt komfortabelt sejladsen med 1 minut og 25 sekunder. Lars lagde dagen ud med en fin 11. plads, men resten af dagen går det helt galt, og han indkasserer en 23. og 28. plads. Jeg var nu samlet på en 3. plads, hvor ITA-47 lå på en første og ITA-315 på en anden. Vi lå rimeligt tæt, og der var stadig en chance for at tage guldet.

Slowly, slowly—GO (9 skridt tilbage og 1 frem)

5. og sidste dag, det blæser igen kun 2-2,5 m/s. Jeg startede til luv ved dommerbåden, perfekt start. Har ITA-47 lige bag mig, han slår, og jeg slår med - well det gjorde de fleste i håbet om, at turen til højre op langs stranden var den korteste vej til topmærket. Går dårligt igen, kan slet ikke følge med, har GER 2459 Shappy i læen som kører lavt bare trækker fremaf. Bag mig går ITA-47 højere end Burj Khalifa, da vi nærmer os hjørnet, slå jeg indover. ITA-47 slår lige på toppen af mig (forventet), og jeg slår en gang mere, her slår GER-2459, så på toppen af mig, og jeg slå en gang mere. Da jeg er slået tilbage og har sejlet et minuts penge, kommer der en mega rummer. Enderesultat, jeg har megeforsejlet mig, og hele feltet kan holde mærket op. Jeg forsøger at køre fart, men rammer ind i nogle sejlere, der vist ikke har fattet, at den er rummet. Jeg må sejler igennem læen på dem - det er bare skidt skidt. Kæmper mig frem i sejladsen, men VM er tabt, og jeg indkasserer en 9. plads. Vinden tiltager i løbet af sejladsen, og da vi starter 2. sejlads er der vel en 4-5 m/s, jeg laver som på 4 dagen en dejlig læ-start og vinder nemt sejladsen.

Lars laver en 19. plads i første sejlads. Lars ligger ok i den anden sejlads, men en italiener forsøger at sejle ham ned med det resultat, at Lars ender i vandet med trapez elastikken rundt om halsen, og han er noget rystet over oplevelsen, så han lave lige en ekstra kæntring - det koster og Lars noteres for en 23. plads i den sidste sejlads. Lars ender samlet på en 21. plads, og jeg på en 3. plads, da de to Italienere i front begge lavede gode resultater i de sidste sejladser. Antonio fra Italien tager verdensmesterskabet, hvilket er absolut fortjent, idet han lavede lige præcis de færre fejl, der skulle til. Han sejlede ikke superhurtigt på noget tidspunkt, men stærkt nok til, at han kunne lave de rigtige beslutninger, når det var påkrævet.

En samlet resultatliste kan ses her.