Stævnet bød på forskellige udfordringer for de friske deltagere. Der blev sejlet med hård vind om lørdagen og ganske let og springende vind søndag. Lørdagen snød åbenbart mange af sejlerne, der ikke forbandt en sø og fladt vand med hård vind og tilhørende problemer. Der var flere spilerkæntringer, og da lørdagens sejladser var sejlet, var der en fem til seks gaster, der var faldet over bord, og en enkelt uheldig sejler havde fået bommen i hovedet med ret meget blodigt resultat. Han slap heldigvis kun med det.
Skiftende vind
Søndagen blev sejlet i én til tre meter luft, som havde en tilbøjelighed til interessante vindspring på op til 90° grader. Vinden fandt det passende at have flere forskellige retninger samtidig på forskellige steder på søen, hvilket gjorde sejladserne mere udfordrende for deltagerne. Ikke desto mindre, var det dog de samme både, der sejlede sig ind på de bedste pladser, og de lokale deltagere måtte se alle præmier gå til de udenbys gæster.
Selvom der sejles på en sø, kan det sagtens blæse
Vinderen af Pantaenius Cup 2012 blev Anders Bertelsen fra Århus Sejlklub foran Steffen Stegger fra Hadsund Sejlklub. Det lykkedes dog en lokal deltager at vinde det afsluttende og meget underholdende - såkaldte Djævleræs - fra Julsø og til Silkeborg Sejlklub gennem Gudenå-systemet.
Skipper Anders Bertelsen vandt Pantaenius Cup 2012
En samlet resultatliste fra Pantaenius Cup 2012 kan ses her.