Melges 24 - Godt stævne for de danske sejlere i Kiel

Det lykkedes dog ikke for de talentfulde Melges 24 sejlere fra Aarhus Sailing Academy at fastholde førstepladsen efter de tre første dages sejladser, dertil var tyskeren Oliver Schwall for svær en opgave. Efter 5 sejladser kunne Oliver Schwall fratrække en 13. plads, og han kom således tilbage på førstepladsen med hele 6 førstepladser ud af 7 sejladser.

Flotte placeringer til de danske sejlere

Selvom det ikke blev til førstepladsen, var der dansk glæde på 2. pladsen, hvor Mia Ipsen og Sailing Academy sluttede, foran Thomas Sørensen og hans pigebesætning, der består af tidligere Academy-sejlere. Det gik også godt for de øvrige danskere - Bo Bojesen fra Hellerup sluttede på 5. pladsen og lige herefter på 6. pladsen René Bruun, ligeledes fra Hellerup. En samlet resultatliste kan ses her.

God fart og stor sejlerglæde

Hellerupsejleren René Bruun fortæller til Bådmagasinet: "Stævnets sidste dag blev afviklet i høj sol og høj sø med vindstyrker som startede på 17-18 knob og sluttede over 30 knob. På samtlige lænseben fløj vi af sted med mellem 12 og 18 knob i fuld planing og surfriding på bølgerne. På min båd (DEN-664) var vi enige om, at det var en af vores største sejlsportsoplevelser i meget lang tid, og så gjorde det jo heller ikke noget, at vi var hurtigste båd på lænsebene. Vi havde stor glæde af at have den tidligere 49'er sejler Christian Iversen på genakkeren. Der er mange erfaringer fra 49'eren som direkte kan overføres til Melges 24".

Melges 24 klassen vokser

Alle de fire deltagende Melges 24 både og besætninger vender tilbage i Kiel til Kieler Woche, der afholdes medio juni. Det forventes, at yderligere 10 danske både vil deltage. Melges 24 klassen vokser fortsat i Danmark, og der er nu over 20 både i Danmark. Blandt andet har Hellerup Sejlklub netop truffet beslutning om at indkøbe en Melges 24.