Der har været dramatik for alle pengene i Cardiff, hvor årets femte stævne på Extreme turen blev sejlet, og med ’bank-holiday’ i Cardiff mandag, sluttede stævnet først i går.
Det var desværre med en drøn ærgerligt udgang på stævnet, set med SAP-briller. Efter at have ført hele ugen, på et tidspunkt med endda pænt stor margin, der gik det galt i den sidste, og dobbelt point tællende, sejlads.
Start-brøler
Team SAP smider det hele til deres nærmeste konkurrent i den samlede stilling Alinghi, og havde det været i fodbold, kan vi sammenligne det lidt med et selvmål. Team SAP var for tidligt over linje da startskuddet lød. I Extreme skal du lade dig falde tilbage, indtil du er sidst, før du må hive hjem i skøderne igen, og det er altså en svær position at komme frem i feltet fra, når disse fartmaskiner let går over 25-30 knob. SAP sluttede som nummer fire og Alinghi som nummer tre i den sidste og alt-afgørende sejlads!
Dramatisk uge
Som først nævnt har der været dramatik for alle pengene i Cardiff. Søndag kæntrede Team Wales (et lokalt Wild Card team, red.) med høj fart, ligesom Team SAP har været en tur om på siden, dog kun under en træningssejlads. Heldigvis er ingen sejlere kommet alvorligt til skade, selv om det forlyder at en har været forbi det lokale hospital for lige at blive tjekket – alle meldes i god behold.
Napper den samlede føring
Med Alinghis fjerde stævne-sejr ud af fem, indtager det Schweiziske team også den samlede førsteplads, men her er Team SAP kun to point efter, og med to stævner tilbage (San Diego og Mexico, red.) på årets Tour, så kan SAP nå at genvinde titlen, som de nappede tilbage i 2017.
Vi ville naturligvis godt have vist Jer kære læsere Team Wales ’styrt’. De action prægede situationer, som er en stor del af Extreme Sailing Series, er desværre ikke noget som produktionsselskabet Sunset+Wine er så meget for dele med andre, så vi fandt SAPs uskyldige kæntring under træningsturen på Youtube. Se her hvordan et top professionelt team arbejder når uheldet er ude, ganske imponerende:
Du får her (undskyld mig) en dødssyg reklamevideo fra stævnet i Cardiff. Ærgerligt at det er hvad man ønsker at sende ud i æteren, i forhold til den mega fede action som Extreme står for: