Det blev kun til to sejladser på anden dagen af Extreme Sailing Series Act 4 i Sankt Petersborg. Vinden var svag og fra skiftende retninger, hvilket gjorde det umuligt for baneledelsen at få flere sejladser i hus.
Med en 6. og en 7. plads i de to sejladser er SAP Extreme Sailing Team fortsat med i stævnet, og ligger efter fredagens sejladser midt i feltet på en sjetteplads, men pointmæssigt begynder der at være langt op til de førende både.
Ligesom på førstedagen var forholdene præget af svag vind og stærk modstrøm på opkrydsene. Det gjorde navnlig topmærkerundingerne svære. Jes Gram-Hansen forklarer:
”Topmærket lå tæt på baneafgrænsningen, hvilket gjorde, at det var meget svært at få en lang nok layline til at runde det. Derfor så vi også mange hold, som måtte gnide sig rundt om topmærket med en straf som følge.”
Alt i alt nyder holdet dog stævnet i Sankt Petersborg, som er med på Extreme Sailing Series for første gang.
”Det er et virkelig spektakulært sted at sejle. Vi sejler bogstaveligt talt lige midt i den gamle arkitektur og det historiske bycentrum. Sejladserne kan ses stort set uanset, hvor man er langs Neva floden,” fortæller co-skipper og taktikker Rasmus Køstner.
Følg sejladserne i dag fra kl. 14:30 i morgen, hvor sejlerne forhåbentligt kommer mere vind til Extreme 40 holdene.