SAP holdet kunne på første dag ved Extreme Sailing Series slutte dagen på den samlede 1.-plads, og fik dermed vist, at de er i stand til at blande sig i toppen, hvilket er deres målsætning for sæsonen. De mødte ellers en del kritik efter en dårlig sæson start i Singapore.
Det blev en bundplacering i anden sejlads med en 9. plads, men der blev kæmpet til sidste meter i de resterende fem sejladser. SAP Extreme Sailing Teams samlede serie i dagens syv sejladser var: 1, 9, 2, 5, 3, 4 og 5.
Holdet fandt dermed den konsistens, som er afgørende for topresultater i det hårde felt på Extreme Sailing Series. Selvom holdet naturligvis er tilfredse med dagens indsats, ved de også, at der skal kæmpes hårdt for at bevare føringen. Efter dagens sejladser sagde Jes Gram-Hansen:
"Vi havde en rigtig god første dag, hvor vi startede godt og havde rigtig fin fart i båden. Desuden var vi i stand til sejle os op i feltet, efter at vi i to sejladser fik straffe for nogle tætte situationer med andre både på banen. Der er stadig tre dage igen, men vi er godt tilfredse med vores indsats i dag."
Stadium Racing starter i morgen
I morgen bliver endnu mere intenst, da holdene går fra Open Water sejlads til Stadium Racing. Derfor skal holdet være skarpe i morgendagens sejladser, siger co-skipper og taktikker Rasmus Køstner:
“Hele holdet ville virkelig gerne vise, at vi er konkurrencedygtige på Extreme Sailing Series. Derfor var det netop de ting, vi har forberedt os på, som fungerede godt idag: Gode starter, med mulighed for at sejle frit, og en bådfart blandt de bedste hold. Når vi befandt os længere nede i feltet formåede vi at sejle os frem og udnytte de få overhalingsmuligheder der er. Vi håber at kunne forsætte de gode takter, men i morgen starter Stadium Racing formatet med halvvinds starter og endnu kortere baner med højere intensitet.”
Wibroe fast man på holdet
I går da holdet deltog i den officielle træning, kom samtidig meddelelsen om, at Peter Wibroe bliver fast mand på holdet i sæson 2014. Peter Wibroe gav denne kommentar efter holdet var kommet ind fra træningssejladserne:
”Det er fantastisk at være en del af holdet for hele sæsonen. Med to nye holdmedlemmer mener jeg, at vi hurtigt har fundet formen og samarbejdet. Fra jeg første gang trænede med SAP Extreme Sailing Team i januar har jeg været meget opsat på at vise mit værd på holdet. Singapore var en meget udfordrende start på Extreme Sailing Series, men nu vil vi se resultater. Så der er pres på fra første sejlads i morgen. Men jeg føler mig overbevist om, at vi kan leve op til forventningerne,” sagde en forventningsfuld Peter Wibroe
Her kan sejladserne følges live dagligt
Extreme Sailing Series webside