Kendt bådhandler får ny ejer med om bord

Bådhuset Risbjerg A/S i Silkeborg får en ejer mere i ledelsen. Det sker for at kunne fortsætte væksten og følge med efterspørgslen på et rødglødende bådmarked.

Risbjerg A/S har udvidet ejerkredsen med erhvervsmanden Jakob Sørensen. Udvidelsen er sket for at følge med forespørgslen på bådmarkedet, hvor der ikke er set større aktivitet siden de glade dage i 1980’erne.

- Jeg har arbejdet i døgndrift med at udvikle Risbjerg A/S de seneste 17 år. Hvis vi skal fortsætte vores udvikling og fortsat vækste virksomheden, er det nødvendigt med flere hænder i ledelsen. Derfor er vi glade for, at Jakob nu er kommet med i virksomheden, indleder Ole Risbjerg, direktør i Risbjerg A/S.

Ole og hans kone Lotte Risbjerg har i fællesskab drevet Risbjerg A/S med stor succes siden opstarten i 2003. De startede i små lokaler i Silkeborg, men virksomheden holder i dag til i helt nye lokaler i Them, hvor de både sælger nye og brugte sejl- og motorbåde. I dag fylder marineservice også meget i ordrebogen.

- Jeg er ekstremt glad for at komme ind i så velfungerende og spændende en virksomhed. Jeg har nu haft min gang i Them den seneste måneds tid, og det er tydeligt, at vi både har gode produkter, dygtige medarbejdere og et godt forhold til de mange trofaste kunder, fortæller Jakob Sørensen.

Kurs mod mere marketing og flere sejlbåde
Ole Risbjerg har arbejdet 25 år i bådbranchen og kender den ud og ind. De mange år har blandt andet ført til, at virksomheden i dag har importen af Beneteau, Sea Ray og Askeladden. Samtidig har Ole over årene opbygget en stor og trofast kundeskare som løbende får serviceret, repareret og vinteropbevaret deres både. De mangeartede aktiviteter og virksomhedens omfang har da også været medvirkende til Ole Risbjergs beslutning om at udvide ejerkredsen.

- Vores virksomhed har nu nået et niveau, hvor vi skal være flere for at fortsætte udviklingen. Samtidig er det vigtigt for mig, at alle hos os kan bidrage på alle pladser i firmaet. Jeg er jo ikke kun direktør, jeg henter for eksempel også selv vores både. Her passer Jakob godt ind, da han kender netop den rolle fra sine mange år som selvstændig. Han har tilmed nogle kompetencer som komplementerer mine, da han kommer med en marketing baggrund. Og så har han jo sejlet sejlbåd i mange år, hvor de fleste af vores medarbejdere er stærkest på motorbådene, forklarer Ole Risbjerg.

Jakob Sørensen har været selvstændig indenfor for både produktion og marketing siden 2008. Han kommer senest fra en stilling som partner i reklamebureauet Aros Kommunikation i Århus.

- Jeg har nøje overvejet, hvad jeg skulle kaste mig over som det næste i mit arbejdsliv. Det har altid været vigtigt for mig, at det er spændende at gå på arbejde. Derfor er jeg også enormt glad for, at jeg nu får mulighed for at dyrke min passion for sejlads i mit arbejdsliv. Samtidig har det været afgørende for mig, at Ole forbliver en aktiv del af virksomheden, da jeg har enormt stor respekt for hans erfaring og store branchekendskab. Der er nu engang stor forskel på selv at sejle og så at sælge både, afslutter den nye direktør og medejer Jakob Sørensen.

Jakob Sørensen har formelt overtaget en del af Risbjerg A/S per 1. januar 2021. Ole og Lotte Risbjerg fortsætter begge aktivt og uændret i virksomheden, så den fremover blot drives i fællesskab.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen