For at undgå forsinkelser i leveringen af nye sejl holder One Sails i Helsingør deres sejlloft åbent. Personlig kontakt er dog minimeret, og online-servicen er forstærket. Blandt andet har man oprettet drop-steder til afhentning af nye sejl.
Mads Christensen, medejer af One Sails Danmark, der har sejl- og serviceloft i Helsingør Nordhavn, tager telefonen. Han er på arbejde.
– Vi skiftes her i administration til at tage ind på jobbet, men hver anden dag arbejder jeg hjemmefra. I produktionen er alle på arbejde dagligt, fortæller Mads Christensen til Bådmagasinet.
One Sails Gruppen, som består af 46 sejllofter i 34 lande, har netop sendt et nyhedsbrev ud til sine mange kunder herunder også de danske for at fortælle lidt om situation under coronakrisen.
– Vores sejlloft er åbent dagligt, men vi tager alle de nødvendige forholdsregler omkring rengøring, bemanding og har minimeret besøget udefra. Der er lidt mere stille lige nu, når det kommer til henvendelser. Vi ved dog, at det billede kan ændre sig, når vi nærmer os sommeren, siger Mads Christensen.
Tilbyder I stadig service på sejl?
– Ja, vi har oprettet drop-steder i Kolding, Sønderborg, Bogense, Faaborg, Svendborg, Allerød, Holte samt Helsingør. Man kan ringe til os eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., så vi kan koordinere det og minimere fysisk kontakt.
Så ingen forsinkelser på nye sejl, som I har i ordre?
– Indtil videre har vi kunne producere de fleste steder uden de store forsinkelser. Materialer og sejl er dog længere tid undervejs, og specielt materialer er nogle steder blevet en mangelvare. Så det korte svar er, at der kommer nok forsinkelser, men at vi gør alt for, at kunder får deres varer til tiden, og de er altid velkomne til at kontakte os og få en status.
Hvis jeg bestiller nyt sejl, kan jeg så nå at få det til sommerferien?
– Det vil jeg sige ja til. Vi vil fortsat bestræbe os på at kunne levere inden for 6-7 uger fra, at vi har modtaget alle oplysninger. Indtil videre har vi en del FORTE 4T ”skind”, som vi syer færdig her på loftet i Helsingør. FORTE 4T-skindene bliver støbt i Italien, som alle ved er hårdt ramt. I øjeblikket arbejder de på 80 procents kraft, og kommer der yderligere stramninger dernede, kan vi løbe tør for skind. Der kan også opstå mangel på de beslag, som vi får fra Frankrig, men afdelingerne hjælper hinanden, så vi kan flytte rundt på lagrene, når nogle mangler noget.
One Sails Danmark har for nylig tilbudt Sundhedsstyrelsen, at man kan omlægge en del af produktionen og hjælpe med at producere masker og beskyttelsesdragter mod corona.
– Desværre kan vi kun producere vaskbare dragter og masker, hvor Sundhedsstyrelsen efterspørger engangsprodukter, men vores tilbud står åbent, da vi ønsker at hjælpe i kampen mod COVID-19, siger Mads Christensen.
One Sails i Italien, Spanien, Bulgarien, USA og Australien producerer i øjeblikket masker, visir, samt beskyttelsesdragter til hospitaler.
One Sails har tilbudt Sundhedsstyrelsen at omlægge en del af produktionen for at hjælpe med at producere masker og beskyttelsesdragter, men det er ikke muligt at producere engangsprodukter, hvorfor Sundhedsstyrelsen takkede pænt nej tak.