I Toronto har man netop gennemført det årlige bådshow som en online-begivenhed.
Toronto International Boat Show (TIBS) blev for første gang nogensinde afviklet som et virtuelt show, man kunne side og følge hjemme fra sofaen. Alligevel udtrykker flere af udstillerne stor tilfredshed med arrangementet og kan berette om et bedre salg end forventet.
– At deltage i et virtuelt show er som en blind date. Vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente, men det fungerede godt, siger udstiller Morten Fogh, præsident for Fogh Marine og Fogh Boat Supplies. Han tilføjer: Vi fik mange nye kundekontakter, og der blev solgt mange både og tilbehør fra vores to online-butikker. For et virtuelt show overgik det vores forventninger.
I alt 35.641 mennesker inklusive tilbagevendende bådejere, nye sejlere og første gangs showdeltagere tilmeldte sig den syv-dages virtuelle begivenhed, der blev afholdt fra 18. til 24. januar og altså sluttede i søndags. Arrangørerne oplyser, at 26.340 registrerede enkeltpersoner deltog aktivt i onlinebegivenheden mindst én gang. Det svarer til aktivitet fra 73 procent af de besøgende. Det samlede besøg over de syv dage er oplyst til 46.938.
Til sammenligning afholdes Toronto Boat Show normalt i ni dage og tiltrækker omkring 70.000 fysisk besøgende.
Det store online-fremmøde var drevet af en omfattende marketingindsats stærkt fokuseret på digitale annoncer, sociale medieannoncer og en strategisk PR-kampagne, der fik national og syndikeret mediedækning.
– Vi er begejstrede for succesen med det virtuelle show i år, og vores plan er at indarbejde den virtuelle platform som en hybridmodel i 2022, siger Canadian Boat Shows-præsident og showdirektør, Linda Waddell.
Herhjemme planlægger den store Mercuriser importør Jørgensen & Dahl også et virtuelt boatshow slut februar - det kan du læse meget mere om i morgen her på sitet.
Kilder: Torontoboatshow.com og IBI.com