Nogle tænker måske på de luksuriøse motoryachts og store, elegante sejlbåde, når talen falder på Boat Show i Fredericia. Og disse "flagskibe" kan naturligvis også opleves, når det går løs om knap to uger. Men bådmessen byder også på et væld af mindre, spændende fartøjer, hvor man for alvor kan få udfordret sin sejlerkunnen og mærke saltvandet og vinden i ansigtet.
Det gælder blandt andet den nye strandkatamaran LightFighter, som med sin vægt på blot 85 kilo er lige til at transportere på bilens tag, og den kan samles og rigges på under 15 minutter.
Man kan blandt se LightFighter på bådmessen i Fredericia
Den fire meter lange letvægtskatamaran, som er perfekt til kystnære og lavvandede farvande, er nem at håndtere og manøvrere, og accelerationen og hastigheden sikrer nogle sjove timer på vandet.
Mød Sebastian Fleischer
En anden let hurtigløber er den olympiske windsurfingmodel RS:X. På Boat Show kan man på fire af messedagene møde danske Sebastian Fleischer, som deltog i OL i London som den yngste deltager i RS:X-feltet. På Neil Pryde Scandinavias stand taler han med de besøgende og viser sit RS:X bræt og rig frem. Desuden vil han tre gange om dagen fortælle og vise billeder fra OL-deltagelsen, vejen til OL, træningen, fremtidsplanerne med videre.
Sebastian Fleischer fortæller på Neil Prydes stand
Danmarkspremierer fra Siim
Naturligvis bliver der også masser af "konventionelle" både at gå ombord i på Boat Show. Bådfolket kan blandt andet glæde sig til at besøge Siim Båd & Motors stand, hvor der blandt de otte-ni både er tre spændende Danmarkspremierer. Blandt disse er en af årets største nyheder inden for luksus-hardtopbåde, nemlig den spritny Flipper 670 ST.
"Det er noget af det mest gennemtænkte og stilrene, vi har set. 670 ST er for dem, der bare vil have det bedste, og vi har store forventninger til den", fortæller medejer Jacob Siim om den finskbyggede nyhed. Fra amerikanske Chapparal byder Siim på to Danmarkspremierer, nemlig 225 SSI og H2O 18 Sport, som er henholdsvis en luksus daycruiser og en fræk bowrider.
Chapparal 225 SSI
"Endelig vil jeg fremhæve Bella 530 HT Classic og Bella 703. Førstnævnte er en af vores bestsellere, som vi på Boat Show tilbyder til en meget stærk messepris. 703'eren er som en moderne Snekkebåd – en rigtig hyggebåd i finsk kvalitet og til fornuftige penge. Vi appellerer således både til kunden, som ønsker den eksklusive båd, og til kunden, som ønsker en "bestseller" - bredden spænder fra fornuftige hyggefartøjer til bomstærke luksusbåde, så vi skal nok få gang i salget i Fredericia", lyder det optimistisk fra Jacob Siim.
Fredericia Boat Show finder sted over to weekender: den 22.-24. februar og 1.-3. marts, alle dage klokken 10-17.