Danskerne med skipper Sehested ved roret lagde godt fra start og vandt den første SailGP-sejlads i Danmark nogensinde. Herefter fulgte en fjerdeplads i anden sejlads, inden det danske team sluttede dagen på en syvendeplads, hvilket efterlader det danske SailGP-hold på en samlet femteplads tre point efter førerholdet, Australien, inden lørdagens sejladser.
En rorskade ødelagde dagens sidste sejlads - det undrer mig vi overhovedet kunne gennemføre, udtaler Sehested til Bådmagasinet, hvor vi mødte skipperne efter dagens sejladser - men ”det var fantastisk endelig at slippe båden fri og vise de danske fans, hvor fantastisk SailGP er, og at vinde det første race nogensinde i Danmark er jo en drøm,” udtalte Nicolai Sehested, og fortsatte ”det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke formår at følge den gode start helt til dørs, men vi ligger i en fornuftig position inden morgendagens sejladser, hvor vi stadig går efter en plads i finalesejladsen og en podieplads.”.
Aarhusbugten viste sig fra sin mest dramatiske side med skiftende vindforhold, som gav udfordringer for alle holdene – inklusiv det danske.
”Vi kender bugten rigtig godt, så det kommer ikke bag på os at vindforholdene kan være meget skiftende, men vi formåede ikke at udnytte det kendskab til vores fordel i alle tre sejladser i dag. Men vi er klar til at give den gas i morgen igen,” slutter Nicolai.
Spanien kæntrede under træningen og kunne derfor ikke stille til start i fredagens sejladser.
Mega fedt set-up
Udover der er aktion på vandet, hvor verdens bedste sejlere er samlet, så skal vi da lige love for at Aarhus Ø 'spiller'. Det Internationale Sejlsportscenter er forvandlet til en VIP kulisse som sjældent er set mage på vore breddegrader, ja pyntet op til den store guldmedalje.
Langs promenaden findes lounge-områder, tilskuerepladser og storskærme med live speak holder dig opdateret. Det kan godt være sejlerne oplever forholdene på vandet som udfordrende og vanskelige - forholdene på land fås ikke bedre, basta.
I morgen lørdag går det løs fra klokken 13:00. Sejladserne kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.
Samlet stilling efter første dag af ROCKWOOL Denmark Sail Grand Prix | Aarhus:
- Australien – 18 Points
- Storbritannien – 16 Points
- New Zealand – 16 points
- USA – 15 Points
- Danmark – 15 Points
- Japan – 13 Points
- Frankrig – 10 Points
- Spanien – 0 Points