Første afdeling af denne sæsons SailGP serie blev afviklet på Bermuda. Hele optakten blev noget anderledes end hvad man er vandt til inden for sejlsport.
En af SailGPs selvudråbte opgaver er nemlig at levere spektakulær sejlads for tilskuerne, og da vejrudsigten for lørdag ikke var optimal for de foilende F50ere, ja så valgte man da bare at flytte lørdagens sejladser til fredag.
En lille udfordring for organisationen bag, da tv-rettighederne jo var solgt på forhånd, men det var jo dem selv som traf beslutningen. Det betød at resultaterne fra fredagens sejladser blev holdt ’hemmelige’ – men som medie-verden er i dag, så ville det være totalt umuligt at hemmeligholde dagens resultater, hvorfor du også her på Bådmagasinet kunne læse en status – om end med en såkaldt ’spoiler alert’.
Ændringen i programmet betød at Team New Zealand ikke fik mere end et par timers trænings-sejlads torsdag, vel at mærke teamets første tid i båden. Teamets anden dag i båden, blev altså en race-day.
Det blev tydeligt. De blev sidst i de tre første sejladser, og det var trods alt med Peter Burling og Blair Tuke, nykårede Americas Cup vindere om bord. Et meget godt billede af hvor svære disse både er og sejle.
Dansk havari
Det danske team Rockwool blev ramt af uheld i fredagens første sejlads – et uheld som betød de måtte udgå af sejladsen. Efter et såkaldt ’nosedive’ mistede de bådens GPS, og samtidig så meget info – blandt andet deres afstand til banens afgrænsning, hvorfor de også fik op til flere straffe, dog ikke nogen som betød ændring i deres placeringer, men teamet var noget vingeskudt uden viden om layline, kurser m.m.
Alt i alt var dagen bestået, men også kun lige. Med en udgået – en næstsidst, vel at mærke foran et team som aldrig havde kapsejlet i en F50, og så en pæn sjette plads, hvor teamet havde været helt oppe på en tredje i løbet af sejladsen. Det forlyder de holder båden lidt tilbage, her tænker jeg 'why'? Hvis de drømmer om at lege med i den bedste havldel i løbet af sæsonen, så skal der altså findes en måde at give gas på...
Dag to med mere luft
Søndagens sejladser blev afviklet med den lille vinge og de små foils, altså hårdvejr-setuppet. Det er en af de nye ting til denne sæson, at man har to størrelse rig, så søndagens sejladser var som sådan ens for alle, ingen af de otte teams havde tidligere sejlet med hård-vejrs-setuppet.
Endnu en gang blev det danske team ramt af software udfordringer! Om det var konsekvensen af fredagens ’nosedive’ må vi lade være usagt, men uden elektronisk hjælp var Team Rockwool solgt på forhånd.
Det forhindrede dem dog ikke i at lave en fin start i sidste sejlads, godt hjulpet på vej af en spansk båd der forsøgte at klemme sig ind ved startmærket – og ødelagde den franske båds start. Et uheld dansker var hurtige til at udnytte. 4’er rundt ved første mærke, men desværre sidst i mål.
Imponerende Final-race
Kapsejlads-formatet i SailGP handler om, at man via fem fleetsejladser finder de tre finalister, som sejler én sejlads under mottoet ’The winner takes i all’.
Tom Slingsby og den australske båd havde været suveræn i de indledende, og var sikker på finaledeltagelse. Mere spænding var der om hvilke to både der skulle joine.
Ben Ainslie og den britiske båd fandt vejen i søndagens sejladser, efter at have hængt lidt i bremsen fredag.
Den helt store overraskelse var den franske båds finale-deltagelse, men ej at forglemme, godt hjulpet af det havari som Outteridge og den japanske båd tilførte Spithill og USA. (I en styrbord bagbord ’landede’ den japanske båd oven på den amerikanske, og begge både måtte udgå af fjerde sejlads, red.)
Finalen blev et brag af en dyst mellem Slingsby & Ainslie. En eminent start af de to både, som ramte linjen i sekundet, vel og mærke med over 50 knobs fart. Imponerende ud over alle grænser. Fuldstændig lige, indtil Slingsby & Co. lavede en lille bitte fejl, som kostede – og det er der bare ikke plads til i en sejlads som tager ca. 15 minutter. Kort proces, og Ainslie øverst på podiet, mens overraskelsen fra Frankrig kunne cruise ind på stævnets tredjeplads.
Alt i alt en flot start på SailGP sæsonen, men en noget tung start for det danske Team Rockwool. For mange fejl, og med de små marginaler på den gale side, sammen med manglende data fra bådens GPS, gjorde det onde ved Sehested & Co.
Stillingen efter første stævne på Bermuda. Japan og USA måtte udgå, og fuldførte ikke fjerde og femte sejlads.