SailGP sæson 2 nærmer sig - og på Bermuda sitrer det af høje forventninger til de 8 teams, som skal gøre sæsonen til en helt vild oplevelse. 'Feltet' er nok sjældent set stærkere, ja - vi tør godt påstå det faktisk ikke kan gøres stærkere. De er der alle sammen, og hvis vi blev bedt om at næven nogle som skulle mangle - bliver vi lidt mundlamme...
Peter Burling, Tom Slingsby, Ben Ainslie, Nathan Outteridge, Phil Robertson og Jimmy Spithill, Billy Besson og så danske Nicolai Sehested - læg dertil et hav at top professionelle 'gaster' som ving-trimmere, foil-trimmere m.v. - dette felt af sejlere fås ikke bedre i denne verden, punktum. America's Cup vindere, OL-guldvindere og verdensmestrer på stribe - det virker helt unaturligt, at have samlet så mange 'stars' til en kapsejlads-serie.
Det rykker
Organisationen bag SailGP melder også om stor interesse, og blandt de nye sponsorer finder vi et af verdens største IT og konsulenthuse, Cognizant. Virker navnet bekendt, så har du måske set det på en af Formel1 bilerne - og kender du det ikke, så kommer du helt sikkert til det via SailGP - ikke nødvendigvis direkte, men de bliver en vigtig - og altafgørende 'spiller', i at få de mange millioner af følgere til at forstå formatet der sejles efter. Cognizant nørder altså helt vildt med data, for at gøre det hele mindre nørdet - for dig og mig, og resten af de 250 millioner man forventer vil følge med i løbet af sæsonen.
De bliver SailGP officielle Digital Transformation partner. Dette partnerskab betyder bl.a. at Cognizant på den korte bane skal være med til at forbedre oplevelsen for SailGPs mange fans, ved at gøre SailGPs website og mobil app mere dynamisk, samt at kunne levere opdateringer i realtid på data som f.eks. skippers puls, bådes hastighed og afstand til mærke.
På længere sigt, vil Cognziant arbejde sammen med Oracle for at udbrede IoT teknologien om bord på hver af de otte F50-katemaraner, så teamet kan hente info og trimme optimalt, for i sidste ende at få båden til at sejle hurtigere.
Cognizant Danmarks danske landechef, Thomas Djursø, udtaler i den forbindelse:
"Cognizant vil udnytte sin ekspertise inden for digital transformation for at forbedre indsigten hos publikum og derved skabe en større fanoplevelse for de danske fans efter SailGP race i Aarhus den 20. - 21. august i år. SailGP bringer Cognizants ekspertise inden for data- og softwareteknologi i spidsen for verdens første klimapositive mesterskab i sejlads."
Stævnet på Bermuda sejles fredag/lørdag den 23 og 24. april, og lørdag sendes der fra Bermuda i 'prime-time', direkte på TV2 Sport, mellem kl. 17 & 19.