Sejladsen fra Karibien til Azorerne kan være tricky. For os blev den lidt mere end det. Bådmagasinets journalist Øyvind Bordal var med om bord, da en del ting 'gik galt'. Her er historiens sidste afsnit, hvor du får afslutningen på en Atlanterhavsoverfart der kunne være gået grueligt galt...
Nødstyring
Værdien af det der hedder ”redundancy” er uvurderlig i en båd, der bruges til offshoresejlads. Hvis noget holder op med at virke, skal der så vidt mulig være en eller anden form for backup. Således også med styringen. Båden er, som de fleste andre, udstyret med nødstyring – et bøjet stålrør, som kan stikkes direkte ned i rorstammen fra cockpit, med en lille rorpind til at styre med. Den finder vi frem. Efter at have fisket noget plastaffald op af rorstammens top, så vi kan få stangen ned, ser det ud til at virke. Den tager fint fat i roret. Så vi piller surringen af rorkvadrantens stopperarm, starter motoren og sætter lidt fart på – og jo: Det går ikke ligefrem godt, men det går.
At styre på den her måde er dog fysisk hårdt i den bølgegang vi har. Armene bliver hurtig lange, og hovedet bliver træt af at skulle holde
- Related Articles: At krydse Atlanten, del 1: En særlig udfordrende tur, At krydse Atlanten, del 2: Ude af kontrol!