Det er ikke så dyrt som du tror:


Drømmen om jordomsejling og egen båd startede da Maria og Jesper var på rejse i Mellemamerika som rygsækturister. Dengang lignede det en uopnåelig drøm, hvilket viste sig helt forkert.

            <br />


            <br />

Det hele startede lige efter studierne, med velfortjent rygsækrejse til Mellem- og Sydamerika. En eftermiddag sad Maria Rüsz og Jesper Troelsen i Venezuela og skuede ud over det blå Caribiske Hav. På en åben bugt lå der et enligt skib for svaj og lignede en million.
”Det der, det er os om to år,” sagde Jesper nærmest for sjov til sin kæreste, men der skulle vise sig at være så meget alvor i udsagnet, at de to unge i år 2001, godt to et halvt år senere vendte tilbage til bugten. Denne gang fra søsiden, hvor de kunne lade ankeret gå fra deres egen 47 fod stålbåd.
Hjemvendte fra rejsen til Mellemamerika ville skæbnen, at de en dag under en gåtur på Holmen så et opslag fra ejerne af stålbåden Disalagraptus. De fire ejere havde købt båden i Australien og sejlet den hjem. Nu var de foreløbigt mætte, og erkendte at projektet savnede nyt blod, men for ikke at slippe båden satte de dele af den til salg på andele. Efter tre månedernes betænkningstid sprang Jesper og Maria på. Jesper havde en smule sejlererfaring, men da båden et år efter beslutningen var truffet lagde Holmen bag sig, var den eneste praktiske erfaring Maria havde to weekendture fra Holmen i København til Øresundsøen Hven ud for Rungsted. Men inden det kom så vidt havde den stået på klargøring af båden i seks stive måneder. Efter fyraften og i weekenderne sammen med de øvrige 10 anpartsholdere.
”Vi var selv med til at definere de meget udpenslede regler og love som vi har omkring projektet. Blandt andet vedtog vi konceptet med, at ét par kan være fælles om én andel for derved at få flere kvinder med. Vi var også enige om, at der maksimalt måtte være 10 anparter for at undgå, at projektet gik hen og fik et upersonligt præg, hvor man ikke kender dem, man ejer båden sammen med,” fortæller Maria.
Det kom til at betyde, at medejerskabet af den 21 tons tunge Buchanan havkrydser kom til at stå i 80.000 kr.
25 døgn over dammen
Den endelig gruppe der skulle være sammen de følgende ni måneder blev samlet i Las Palmas på Gran Canaria. De samme seks mennesker skulle være sammen de næste ni måneder. Bagefter lægger hverken Maria eller Jesper skjul på, at det egentlig er temmeligt imponerende, at en gruppe kan fungere så godt i så lang tid.
Det tog 25 døgn at tilbagelægge de 2800 sømil fra Las Palmas til Tabaco.
”Det var meget underligt. Det vi forlod Las Palmas, mente vi, at nu var vi ude på det store eventyr. Vi ville undgå de mest turistede steder. Efter 25 døgn på havet måbede vi derfor noget da vi anløb Tobago, og så at der i den samme bugt som vi havde valgt lå yderligere 15 danske både for svaj. Bagefter kunne vi konstatere, at der var tale om et rent sammentræf, for herefter mødte vi meget få andre sejlere, og slet ingen danskere,” siger Jesper, der dog understreger, at møderne med andre sejlere altid var positive oplevelser og at hjælpsomheden blandt sejlerne var meget stor både når det gjaldt reservedele og udveksling af erfaringer om forskellige lokaliteter.
Målet for turen havde hele tiden været Stillehavet, men alle om bord var efter krydsningen af Atlanten tilfredse med, at der var mere end fem måneder til det næste længere stræk. De fem måneder i Caribien blev primært brugt i Venezuela, Margarita Island, De hollandske Antiller og Tobago. Alle om bord var enige om, at Caribien var betydeligt bedre end sit rygte, der er fortsat masser af uberørte strande og steder, fantastiske muligheder for dykning og lokalbefolkninger der på den mest charmerende måde forsøger at tage snyde på én.

Stillehavet - en psykisk barriere
Efter Caribien var tiden, vejret og motivationen ved at være klar til næste store step: Stillehavet.
”For mange af de andre sejlere vi mødte, var der helt klart en psykisk barriere mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Og jeg indrømmer da gerne, at det er en speciel fornemmelse at begive sig ud mod Galapagos og de andre øer meget længere væk,” siger Jesper.
Galapagos levede til fulde op til forventningerne. ”Vilde” dyr, der hoppede om bord i Disalagraptus eller bare Grappens lille slæbejolle, som båden for nemhedens skyld blev kaldt i daglig tale.
Herefter var der igen gjort klart til langfart. Strækket til Marquesas er på 3500 sømil, og det blev tilbagelagt på 21 dage.
”Det kan naturligvis lyde som en drabelig distance, men det sejladsmæssige var med den vind og de vejrforhold vi havde det mindste problem. Den virkelige udfordring ligger på det sociale. Det er meget vigtigt, at folk engagerer sig og er enige om vigtigheden af disse ting bliver gjort. Man kan og skal være uenige om alt muligt andet, men ikke om de basale normer og regler,” forklarer Jesper.
Som noget helt specielt var der ingen skipper på Grappen. Til manges store undren. Derimod var der en regel om, at rorsmanden altid havde beslutningskompetencen, hvis der skulle opstå en situation. Men eftersom den danske båd stort set ikke mødte andre både efter Galapagos og eftersom vejret var eksemplarisk på hele turen var det relativt småt med situationer, måske derfor viste det kollektive skipper-ansvar sig brugbart.








★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen