Den største

Fysikken
Nogen har sagt, at næsten uanset hvilken sportsgren, Paul Elvstrøm havde valgt, var han blevet et stort navn. Han havde forud-sætningerne, var atletisk, stærk, udhol-dende, elskede konkurrence og havde formentlig (sådan no-get målte man ikke dengang) en iltoptagelse som en Tour de France-cykelrytter på rigelige mængder af Epo. Dertil en vilje til at blive stadig bedre samt en enestående analytisk evne, som ikke var blokeret af vanetænkning.
Da han som 20-årig murerlærling i 1948 vandt sin første olympiske guldmedalje, var han god, men ikke lysår bedre end konkurrenterne. Det var han derimod fire år senere, fordi han i mellemtiden havde trænet mål-bevidst mod denne sejr - et uendeligt antal timer på vandet i Finnjollen plus masser af timer med sandsække på skuldrene i den berømte selvbyggede hængebænk i moderens vaskekælder, hvor mave- og lår-muskler udvikledes, så han kunne hænge længere og mere ubesværet end konkurrenterne. Resultatet blev en sejr ved OL i Helsingfors 1952, der var så overlegen, at den er blevet sammenlignet med et 100-meterløb, hvor vinderen kommer i mål 25 meter foran konkurrenterne.
Der var ikke nogen, der havde fortalt den unge Paul Elvstrøm, at han skulle træne sådan for at blive bedre, og det var helt usædvanligt, at en sejler gik så højt op i fysisk træning. Nogle har formentlig ligefrem anset ham for småtosset, for hvad skulle det vel hjælpe at hænge ispind i en vaskekælder, når det ude på vandet frem for alt drejede sig om trim og taktik? Men Paul Elvstrøm kom allerede her, da han endnu kun var i begyndelsen af tyverne, til at sætte nye normer for jolletræning.
Den fysiske styrke har han bevaret livet igennem. Uden den ville han ikke som næsten 60-årig have været i stand til at sejle Tornado på internationalt topplan, vinde to EM-titler og være blot en protest fra en olympiske bronzemedalje (1984). Og slet ikke på den måde han sejlede på med datteren Trine, hvor han selv stod i trapez og styrede, når det blæste, fordi han vejede mere end Trine.
Paul Elvstrøms jernvilje bød ham også at gennemføre enhver kapsejlads, hvis det overhovedet var muligt. I bogen ”Paul Elvstrøm fortæller” beskriver han en situation fra EM i Star ved Neapel, hvor de fleste nok var udgået.
”Mit bagstag havde lagt sig rundt om salingen, og da jeg trak bagstaget hjem, knækkede salingen helt fem centimeter fra masten. Under normale omstændigheder er man færdig efter sådan et uheld, men det lykkedes for mig at vende. Jeg bad min gast klatre op i masten for at se, om han kunne sætte den brækkede del på masten med tape, men han svarede, at han ikke kunne komme derop. ’Du skal,’ sagde jeg. ’Jeg krænger båden, så du nærmest kan gå op ad masten, og du skal gøre det.’ Op kom han, og jeg rakte ham tapen på enden af spilerstagen. Han fik salingshornet bandageret, men da det var fem centimeter kortere, så masten forfærdelig ud. Vi kunne dog fortsætte og sluttede sejladsen med en placering omkring nr. 50. Bagefter havde vi begge en fornemmelse af at have arbejdet hårdt. Hvis vi var udgået, ville hele dagen have været spildt.”

Analytikeren
Da Paul Elvstrøm forud for De olympiske Lege i 1952 af dansk presse blev spurgt om sine chancer, svarede han ærligt, at han havde svært ved at se, hvem der kunne forhindre ham i at hjemtage guldet. Denne ikke ligefrem ydmyge bemærkning affødte en storm af forargelse i pressen, hvor han nærmest blev fremstillet som en mand med storhedsvanvid. Den var dog ikke udtryk for andet end Paul Elvstrøms ærlige mening baseret på en nøgtern analysere af egne evner kontra konkurrenternes. Ingen andre havde forberedt sig så grundigt på opgaven igennem fire år, og han fik selvfølgelig ret, som han har fået det så mange gange siden.
Derfor er der heller ingen grund til at tvivle på, at Paul Elvstrøm også havde ret, da han langt senere sagde, at hvis han var fortsat otte år mere i Finnjollen, havde han ikke vundet fire, men seks olympiske guldmedaljer. Efter at være stoppet som OL-sejler i 1960 var han med som reserve i Tokyo i 1964 og så på tæt hold Henning Wind vinde en bronzemedalje.
”Jeg håbede faktisk på, at Henning skulle blive syg, så jeg kunne overtage pladsen, “ sagde Paul Elvstrøm.
I 1968 i Mexico valgte Paul Elvstrøm at sejle Star, hvor det blev til en fjerdeplads. Da var han fysisk stadig stærk nok til at overgå de bedste Finnjolle-sejlere.
Paul Elvstrøms enestående analytiske evner har givet sig mange udslag. Da han under en vintertræning på Sundet i en 5-0-5 kæntrede i det iskolde vand og kun ved de sidste kraftanstrengelser fik jollen rejst og sammen med sin gast kom op i jollen igen, gav han sig til at udvikle en svømmevest, som tusinder af sejlere siden har nydt godt af.
Da han irriteredes over de rørbailere, man midt i 1950’erne brugte i Finnjollerne, men som havde den ulempe, at hvis man glemte at trække dem op, når jollen kom på land, blev de bøjet, udviklede han den selvlukkende bailer, der blev en meget stor kommerciel succes.
Hans analyser har flere gange ført til usædvanlige konstruktioner. I 1972 gav han sig sammen med Jan Kjærulff til at udvikle en halvtonner, som skulle sætte en stopper for Scampiens tre år lange sejrsrække ved Half Ton Cup. For at udnytte besætningens vægt blev båden forsynet med ”altaner” på cockpitkarmen. De fik imidlertid ikke den tiltænkte effekt, da målerne krævede, at søgelænderet skulle placeres inden for. Båden havde dog andre gode egenskaber og vandt samtlige sejladser på nær en enkelt.
I samme periode havde den franske baron Marcel Bich hyret Paul Elvstrøm og hans folk til at udvikle en 12-meter til America’s Cup. Resultatet blev en 12-meter med bulbstævn, som dog aldrig kom i produktion, fordi baronen i sidste ende valgte at satse på franske designere i stedet. Bulben kom i stedet til at optræde på en 6-meter og på Coronet 38.
Paul Elvstrøm begyndte allerede i 1953 at udvikle og producere sejl og introducerede som den første smalle baner, som gjorde sejlene (de var dengang af bomuld) mere stabile. Sammen med vennen Strit Johansen fik han efterhånden opbygget en blomstrende virksomhed.
Paul Elvstrøms aldrig svigtende blik for, hvad der kan gøres for at forbedre en båds egenskaber, har givet ham mange timer på land, hvor der er blevet savet, filet og flyttet rundt på tingene, og som regel med et gunstigt resultat.
Også hvad sejlføring angår, har han sat nye standarder. I Drage-klassen var det i sin tid kutyme, at genuaen blev halet ned, når der førtes spiler. Under en sejlads, hvor han sammen med Aage Birch var kommet bagud på lænseren, satte han også genuaen og drønede forbi feltet. Det vakte beundring, at han kunne sejle så hurtigt - endda med genuaen sat. Ingen kunne forestille sig, at det var den, der gav den ekstra fart, men det lærte Drage-sejlerne efterhånden.