Snipe-sejlads er for alle aldre

At Snipe-jollen findes i 23 lande med over 30.000 joller registreret, skyldes måske at man også kan sejle den på højt niveau, efter man er blevet gråhåret og har haft sine bedste år på vandet. Så sejler man bare Master-VM, som sidste år blev afviklet af Horsens Sejlklub.
Verdensmester for Old Boys-besætninger blev den 58-årige Flemming Christiansen fra KDY-Espergærde, som havde en 26 år yngre gast med, Morten Ullmann, der ejer båden. Det var egentlig noget af en frækhed, at Flemming gik hen og snuppede 'Old boys-VM' foran 62 joller, blandt andet foran årets rigtige europamestre, nordmændene Birger Jansen og Liv Ulveie. For bortset fra et enkelt Master-VM for fire år siden havde Flemming ikke siddet de sidste 14 år i en Snipe, som han startede med at sejle i 1960.
"Jeg var bare chauffør, Morten leverede en toptunet båd", siger Flemming Christiansen beskedent. Han styrer til dagligt broskraberen "Signal".
I Master-VM, hvor besætninger fra 14 lande var til stede, heriblandt USA, Brasilien og Argentina, deltog fem lokale besætninger. Og det var ingen tilfældighed. "Her i Horsens dyrker alle Snipe-besætningerne venskaber på tværs af grænserne. Snipe-klassen er ret uhøjtidelig.", siger Bjarne Iversen, 53 år, der havde en canadier boende under Master-VM, og selv har været på sejlerbesøg i Japan, USA og Brasilien, i sin egenskab af National Sekretær for Snipe-fleet'en i Danmark.
Ikke go-go - men øv-øv
Venskaberne kom dog på en prøve blandt de gamle drenge, hvor ældste deltager er 78 år. Bjarne Iversen berørte nemlig med sin gast Johan Hansen en styrbord halse-båd fra Bahamas. "Jeg troede de råbte go-go, så vi kunne sejle foran, men det var øv-øv", siger Horsens-sejleren, der trak sig fra den sejlads.
Bjarne Iversen har én af de 12 Snipe-joller, som holder til på Horsens Fjord. Han blev nummer 36 i Masters. "Snipe-sejlads er herligt, selvom man får ondt i lårene, men en kapsejladsduelig båd koster kun 20.000 kroner og så holder den i ti år", siger Bjarne, der ikke kan lokkes over i en kølbåd. "Det har ikke min interesse. Når vinden og solen er fremme, kribler det for at komme ud at plane" siger Bjarne Iversen.
Preben Kristensen, 52 år, sejlmager fra Sejlsnedkeren, er en anden lokal aktiv, der sluttede på en femteplads i Master-VM. For få år siden blev han danmarksmester efter 34 år i klassen. "Det betaler sig at blive ved", siger Preben Kristensen. "Har man en gang sejlet jolle, så er det svært at give slip. Jeg holder tit mine ferier, når jeg er til kapsejlads ude i verden", siger han, og mener at Snipen, der ikke bære spiler, er let at sejle, blot man har lidt jolleerfaring.
Utilfreds med vindgrænse
Alderspræsidenten blandt Snipe-sejlerne i den østjyske kystby er Poul Evers på 64 år. Til Master-VM klarede han en 11. plads som gast hos Hans Jacobsen. "Kapsejlads er at sejle mod både, der er ens. Jeg kan godt lide, at den der er først over stregen har vundet. For mig er det sociale ikke det vigtigste, men at kæmpe i tæt kontakt med naturen, hvor man møder vinden og bølgerne. Og så er jollen med til at holde en i gang", siger Poul Evers, der cykler for at holde sig i form.
Under Master-VM i Horsens måtte der ikke sejles i over 8 sekundmeter, for at de yngste sejleres fysik ikke skulle overskygge resultatlisten, en regel der blev indført for 20 år siden. Den er mange amerikanere utilfredse med, og det samme er Poul Evers:
"Grænsen skal flyttes til 10 sekundmeter. Første sejlads blev aflyst, fordi der blæste lidt over 8 sekundmeter med flot åben himmel", siger Poul Evers, som ikke tager til Master-VM i USA om to år, hvis reglen ikke justeres. På stævnets sidste dag kunne Bådmagasinet dog godt forstå, hvorfor der skal være en grænse, for mange af de ældre sejlere tiltede rundt som små C-optimister. Dog ikke de danske deltagere.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen