Hjertet vandt over tegnebogen

"Jeg kom til at tænke med hjertet og ikke med tegnebogen", røbede ejeren af den norske 12-meter "Vema III" for nylig. Og det kan ingen fortænke ham i. "Vema III" fra 1933 er et stykke skandinavisk kulturarv, som nu er sikret et langt og lykkeligt liv efter et langvarigt ophold på Thurø hos Walsteds kunsthåndværkere. Man træder nærmest andagtsfuldt ombord på den 70 fod lange træyacht, der har været et af Nordens flagskibe inden for sejlsport og nu stråler og dufter af nylakeret ædeltræ.
Den 21 meter lange, historiske racer havde netop været igennem en omfattende restaurering, hvor et ukendt antal millioner norske kroner blev erlagt på Thurø, efter at 10 Walsted-bådebyggere i gennemsnit havde knoklet på i 10 måneder.
Få måneder før leveringen af Vema III havde Walsted værftets ejere, søskendeparret Sonja og Thorvald Walsted leveret en omfattende restaurering af den 60 fods "Erna Signe". Ejeren af "Vema III", investor og forretningsmand samt arving til norske Schibsted-millioner, Einar Chr. Nagell-Erichsen, købte båden sidste år og satte straks den omfattende renovering i sving, men var ikke selv tilstede, da båden skulle sejles hjem til Oslo. I stedet havde han sendt nogle entusiastiske unge sejlere.
Inden hjemrejsen til fjeldlandet fik Bådmagasinet en prøvetur på båden, der blev tegnet og bygget i Norge af datidens Bruce Farr, den norske bådkonstruktør og ingeniør Johan Anker. Køberen dengang var en norsk-amerikansk dollarbeslået sejler, Georg Unger Vetlevsen, som var bosat i New York. Båden har sejlet internationale regattaer i England, Sverige og Danmark.
Det som først slår én, er den enorme, lavt siddende bom, som bogstavelig talt kan slå en af båden, hvis man står op i en bomning. Man skal desuden dukke sig to gange i en vending, for når den enorme bom først kommer i bevægelse, skal den slå et par gange, før den falder til ro.
Men at sidde i det originale enmandscockpit og styre det lille beskedne hydraulikdrevne rat med en let hånd, er en berusende oplevelse. 21 meter ren sejlgælde.
Det stolte sejlskib glider afsted som et tungt eksprestog. Det er svært at overskue, om man sejler optimalt, for besætningen er ikke begejstrede for at trimme helt hjem. Men sikkert var det, at udsigten var krydret med smukke detaljer, der blev forstærket af det lave fribord, og et knejsende stort norsk flag på agterdækket. Man kunne ligefrem drømme om at skifte nationalitet. Og om at være manden, der skulle sidde i Vema III og kæmpe mod de fire andre 12-metere, som holder til i Oslo Fjorden. Vema III skal nu bruges til kapsejlads og blandt andet sejle Europe Week i Horten og Færderen Rundt. Derudover skal hun bruges i privat regi, men også til chartersejlads, oplyser Nagell-Erichsen.
Smilene stivnede
Efter at motoren var slukket, og båden endelig fik vind på vej ud mod bøjen ved Thurø Rev, sejlede båden mellem syv og otte knob. Sejlene blev ikke halet hjem, som Bådmagasinet gerne havde prøvet, for de norske sejlere var meget opsatte på at få båden helskindet hjem til Oslo. Stemningen ombord emmede af benovelse og let nervøsitet på jomfrusejladsen.
Flere ombord holdt på vejret, da den 32 tons tunge dame fik kørt sejlene hjem for første gang påde hydrauliske spil. “Vema" lagde øret til med ro og elegance, men et pust på 10 sekundmeter fik den 26 meter høje træmast til at give sig og knage en smule. Smilene stivnede et øjeblik hos de norske sejlere. Frygten skulle vise sig ubegrundet: Walsteds grundige håndværk holdt selvfølgelig, men de nye spectrasejl fra norsk Elvstrøm blev hurtigt slækket ud, og vi vendte sikkert hjem til Walsteds på Thurø.
12-metrene er en del overriggede, så allerede efter otte sekundmeter ville en rebning være en fordel. Båden har et krydsstel på 183 kvadratmeter, og det er rigelig udfordring til stabiliteten, skønt der er 17 tons bly under båden. Vendingerne går smertefrit, selvom det hvide 12 millimeter spectra-tovværk flød rundt i det lille cockpit. Det vigtigste i vendingerne er at få skiftet bagstag, så træmasten bliver ombord, for originalen brækkede under en kapsejlads i 1936 i Marstrand, og det er der åbenbart overleveret en vis erindring om endnu. På læns tog farten til og vi strøg op på næsten 10 knob i syv-otte sekundmeter sydlig vind. Nogle tyske sejlere fik kaffen galt i halsen, da sådan en maritim kulturskat kom susende forbi.
Det krævede egentlig ikke den vilde indsats at sejle 12-meter R-båden, men fire gaster måtte svede, da det over 100 kilo tunge storsejl blev sat, og det tog fem minutter at få til tops. Fokken derimod sættes som på en dødelig lystbåd af glasfiber, nemlig med et Reckman rullefok-system, der er hydraulisk. Tromlen, dette nymodens fremmedlegeme, har Walsteds gemt under teakdækket.
Våd sag at sejle
12-Meter-reglen tillader 14 gaster ombord under kapsejlads, heraf kan de seks lige være i cockpittet, men de otte resterende må prøve at finde noget at holde fast i. På et åbent hav må det være vådt og kræve mod at være yderste 'Benjamin-gast', for det er svært at se, hvad man skal holde fat i, når søerne står ind over på sådan en 'vandvogn'. Bådens slanke stævn skærer gennem bølgerne som en kniv. Allerede på vores lille tur, stod vandet pænt ind på dele af teakdækket.
Heldigvis kan de priviligerede gå under dæk, hvis havet bliver for truende. Om læ er tilstræbt den oprindelige indretning. Her møder man en indbydende salon, der fremstår i original stil i lyset fra et flot mahogni skylight.
Otte personer kan sidde omkring spisebordet, og hvis de sidder og småkeder sig, kan de nyde de flotte billeder af indlagt træ, de såkaldte intarsia, som er placeret på hver side. Agten til findes 'damekahytten' en dobbeltkahyt hvor skipperen i dag holder til. I gamle dage boede to kuttergaster i kahytten foran masten. De to tjenestefolk, hvor den ene var kok, boede sammen med tovværk, sejl og værktøj. I alt findes der otte sovepladser og to toiletter. I køkkenet, der holder samme stil, findes et moderniseret pantry med gasovn, frys, mikroovn. Sidstnævnte fandtes vist ikke i 1933, men ellers er alt moderne udstyr som luftvarme og lignende gemt godt væk.
Næste store projekt for Walsteds gælder renovering af en norsk 10-meter R-båd. Hvis der fandtes en OL-guld medalje i renovering af ældre sejlbåde, har vi et godt bud hvem der vandt.