Sejlsportens største og mest markante problem de senere år har været, at tilgangen til ungdomsafdelingerne er alt for lille, og langt fra opvejer afgangen af de ældre medlemmer i klubberne. Og havde TORM ikke støttet sejlsporten kraftigt i rigtig mange år, så var det nok gået endnu værre ude i klubbernes ungdomsafdelinger.
TORM Fonden har gennem en lang årrække via store donationer været med til at sikre, at Dansk Sejlunion kunne udvikle junior og ungdomsarbejdet i klubberne, og dermed modvirke tendensen med faldende antal medlemmer generelt, samt forsøge at styrke rekrutteringen af unge til klubberne gennem at skabe mere alsidige tilbud i klubberne.
Det var meget vigtigt for Dansk Sejlunion at medvirke til at sikre mere alsidige tilbud i klubberne til unge sejlere, således at der var et bredere sejladstilbud og dermed større chance for at rekruttere og fastholde flere sejlere. TORM har gennem deres store støtte sikret mange hundrede nye fartøjer til klubbernes ungdomsafdelinger, ikke mindst RS Feva, RS Tera, ungdoms sejlbrætter, opgradering af Optimistjoller, 29er, Laser og RS:X
Fokus var i en årrække primært på joller og surf, men i 2010/2011 skitserede DS breddekonsulenter et projekt, som også fremadrettet igen skulle give nye muligheder for at uddanne unge sejlere i klubberne i kølbådssejlads.
Det var i foråret 2012, at Dansk Sejlunion lancerede det nye projekt ”ungdomskølbåd” med 1 mio. kr. i støtte fra TORM Fonden. Formålet med projektet var, at støtte klubberne økonomisk med at købe en ungdomskølbåd. Med breddekonsulenternes satte følgende mål op for projektet:
- At skabe en attraktiv platform for unge sejlere (13-18 år) som ikke har mulighed for at investere i ungdomsjoller og som fortsat ønsker at sejle i klubben, uden for stor vokseninvolvering
- At skabe integration mellem unge og voksne i klubbernes kapsejlads
- At skabe mulighed for tursejlads for juniorer
- At give juniorsejlere en alsidig sejleroplevelse
Open 5.70 var de unges foretrukne båd. Den er meget populær til ungdomssejlads i Frankrig.
Breddekonsulenterne gennemførte også sammen med en gruppe unge sejlere test af tre potentielle kølbåde for unge mennesker: Open 5.70 – Seascape 18 – CB66. Open 5.70 var den båd de unge syntes var mest velegnet og derefter Seascape 18, som Assens Sejlklub nu har anskaffet. De unge syntes, at CB66 var for stor til helt unge sejlere.
Projektet blev i efteråret 2012 ’sat på hold’ i DS bestyrelse, hvor man ønskede en yderligere evaluering af klubbernes ønsker og behov, før man tog stilling til fortsættelse af projektet. På DS generalforsamling 2013 sagde DS formand, Hans Natorp: ”Ungdomskølbåd: projektet blev sat på pause, da bestyrelsen ønskede større sikkerhed for, at investeringen i både gav den ønskede effekt i forhold til at skabe attraktive ungdomsmiljøer. Projektet kører igen i løbet af 2013
Bådmagasinet har flere gange fået stillet spørgsmål fra vores læsere om, hvad der skete med DS Ungdomskølbådsprojekt, dels da DS i foråret valgte J/70 som liga-båd, dels da Assens Sejlklub anskaffede to kølbåde til deres unge sejlere:
Læs også: Assens Sejlklub investerer i ungdoms-kølbåde
Der kom rigtig mange kommentarer til denne artikel, herunder også opringsninger til redaktionen. Derfor stillede Bådmagasinet spørgsmål til Dansk Sejlunion om, hvad der skete med ungdomskølbådsprojektet i DS, som TORM bevilgede 1 mio. kr. til, om projektet var droppet i DS og hvad DS 1 mio. kr. i givet fald er anvendt til.
DS generalsekretær, Mads Kolte-Olsen giver svaret her:
"TORM Fonden bevilgede i 2011 1 mio. kr. til Dansk Sejlunion. Beløbet skulle bruges som tilskud til sejlklubbers køb af 20 både. Forventet tilskud var 50.000 kr. pr. båd.
Det oprindelige projekt om juniorkølbåden blev sat på pause i begyndelsen af 2013. Vi udfordrede, om økonomisk støtte til et mindre antal klubbers indkøb af en kølbåd kunne skabe den forandring i sejlsporten, som vi ønskede.
Det er ikke nok at købe en båd til sejlklubben. Forandringen bliver først skabt, når sejlklubbens unge tager båden(e) til sig som en ramme for et nyt ungdomsmiljø i klubben. Det ønskede vi præciseret i projektet. Vi ønskede vores støtte til klubbernes arbejde med at forankre det nye materiel blandt sejlklubbens unge gjort mere tydelig i projektet.
Siden efteråret 2013 har vi indarbejdet juniorkølbådsprojektet i et projekt, som omfatter Sejlsportsliga, klubsportsbåde og attraktive miljøer for unge.
Rækkevidden er blevet større, men formålet er det samme: at unge sejlere bliver i sejlsporten, og at andre unge bliver tiltrukket.
Vi har efter aftale med TORM Fonden anvendt bevillingen fra juniorkølbådsprojektet til at finansiere flere områder:
- udvikling af attraktive miljøer for unge
- udvikling af Sejlsportsligaen, herunder at skabe en ramme, som opfordrer til træning
- udvikling og læring i klubben; og
- vi har etableret DS Klubfinans, som gør det muligt for sejlklubber på gunstige vilkår at investere i en J/70.
Båden er hurtig, moderne og udfordrende. Mange unge ligasejlere har været ovenud begejstrede for bådens potentiale. Vi har konstateret, at båden fungerer fra første dag og er solidt bygget. Det vejer tungt i denne sammenhæng.
Arbejdet med at gøre sejlsporten attraktiv for unge er et langt, langt træk. Dette er et skridt på vejen.”
Dansk Sejlunion ser dermed ud til at satse på J/70, også som anbefalet kølbåd til juniorer og ungdom i klubberne.
Der er mange holdninger hertil ude blandt sejlere og klubber, blandt andet at J/70 ligesom CB66 og J/80 er for stor og krævende til de yngre sejlere.
Endvidere er argumentet fra mange, at båden er for dyr for klubberne, specielt når man gerne vil købe 2 både så de unge sejlere i klubberne kan sejle mod hinanden og tage på ture sammen. Assens Sejlklub anskaffede de to nye Seascape 18 for 400.000 kr.